Restaurationslivet danner rammen om store dele af vores liv, i både gode og dårlige tider. Mens restaurationslivet er også under pres fra grupper, der ønsker at sætte begrænsninger op nattelivet.
Er du vil med dans inde midt i byens gader og nattelivet – eller er du mere til ’Vild med dans’ på skærmen i ro og mag hjemme i lejligheden i indre by fredag aften?
I vores store byer er der mange udfordringer, både med lokaludvalg af beboere der mener at natte- og restaurationslivet bør begrænses, men også myndigheder der slides op af de mange konflikter om larm, affald og retningslinjer.
Her skal og må vi nå til en fælles forståelse for hinanden, så det hele kan gå op i en højere enhed – både for beboere, gæsterne i nattelivet, restaurationerne og myndighederne.
Og hvad vil vi med vores byer?
Vi skal ikke overleve, vi skal leve. Under nedlukning, indelukning og begrænsningerne for vores personlige frihed under corona lærte vi især én ting, som vi kan tage med os i tider, hvor kritikken af larm, affald og overskridelser er en stor del af debatten. Nemlig at danskerne insister på oplevelser, social samvær og gode vibes som tilflugtssted.
Det er noget de fleste insisterer på ikke at undvære – det er faktisk noget vi danskere – og langt de fleste beboere ELSKER.
Det digitale liv giver os ikke natteliv
Lad os lige blive enige om: Du møder aldrig din udkårne over teams, og du finder aldrig ud af om de lugter funky over Tinder. I en hverdag hvor hjemmearbejde er blevet en del af livet – og vi i langt højere grad lever bag en skærm, er der stadig et behov for at komme ud og mærke livet, møde mennesker og grine sammen. Mærke bassen pumpe i gulvet til koncerten og finde ud af at vi burde have ladet cyklen stå på vejen hjem.
Hvem skaber rammerne om netop det? Det gør restaurationsbranchen! Det er et neutralt sted at mødes, hvis det er for første gang – og man kan flygte hvis det er helt mislykkes. Det er et oplagt sted at mødes med vennerne, uden børn eller forstyrrende roommates. Det er et oplagt sted at komme ud og rase over en sur chef eller en træls ex-kæreste. Det er rammerne for, hvor vi drukner vores sorger, fejrer vores kærlighed og får uforglemmelige minder. Og hvad er livet uden netop det?
Hvorfor er nattelivet noget vi bør elske mere end hade?
Især i Hovedstaden er der en stærk agenda om at begrænse restaurations- og natteliv, fra en utrolig dygtig og organiseret lille gruppe, som har holdninger om alt fra at lukke nattelivet til midnat og til hvilken farve markiser de må sætte op. Det hører sig selvfølgelig med, men det forplumrer også debatten om den værdi restaurations- og nattelivet faktisk tilfører byerne.
I en undersøgelse blandt mere end 1000 beboerne i Indre By i København viser tallene et helt andet billede end netop det. For selv om 2 ud af 3 mener, at der er gener ved at bo i byen, så er de enige i, at det er gener, man må acceptere ,hvis man bor i byen.
Og halvdelen af dem svarer endda, at de netop har tilvalgt at bo i byen, for at få adgang til den store variation af tilbud, tempoet og pulsen i byen.
Hele 74 % angiver endda at indre København ville være det sted, de ville vælge, hvis de skulle bosætte sig igen. Faktisk angiver færre københavnere, at de føler sig generet af forskellige omstændigheder i 2021 end de gjorde i 2016, så generne antages at være reduceret med 11 %. Fra 58 % i 2016 til 47 % i 2021.
Kampen fortsætter selvfølgelig
I landets største byer, må vi nok erkende, at der altid vil være diskussioner om larm, affald og myndighedsudøvelsen. MEN jeg vil stadig opfordre til, at vi anerkender det helt basale menneskelige behov for at komme ud i restaurations- og nattelivet – og at det faktisk skaber værdi.
Ikke kun i vores økonomi og de mange arbejdspladser, som branchen skaber, men også i form af en livsglæde som vi hverken vil eller skal leve uden.
Jeg forstår godt de beboere, der gerne vil sidde og se Vild med dans i ro og mag fredag aften – men hvad med dem der er vilde med at danse?
De kommer til at larme og danse lidt rundt i nattelivet, men det skaber også en sørens masse værdi – og de får ikke kun stimuleret én sans, som man bør bag skærmen, det får stimuleret flere og det er der en enorm og uomtvistelig vigtig værdi i.
Freja Brandhøj er politisk direktør i Danmarks Restauranter og Caféer.

