Thales og Netcompany har underskrevet en hensigtserklæring, der har til formål at udforske nye, fælles forretningsmuligheder inden for europæisk cybersikkerhed, AI og forsvar.
Thales, en global teknologileder inden for luft- og rumfart, forsvar, cyber og digitalisering, og Netcompany, en førende europæisk partner inden for digital transformation, har underskrevet en hensigtserklæring (Memorandum of Understanding, MoU) om at udvikle samarbejdet inden for cybersikkerhed, AI og forsvar. Samarbejdet skal målrettes europæiske kunder i både den offentlige og den private sektor.
De to virksomheder har indledningsvist udpeget seks områder for fælles forretningsudvikling; suveræn AI på forsvarsområdet, biometri, cybersikkerhed, beskyttelse af kritisk infrastruktur, sikkerhedsovervågningscentre samt betalings- og banktjenester.
Med hensigtserklæringen vil Netcompany og Thales sammen imødekomme den stigende efterspørgsel efter førende, europæiske teknologiløsninger, herunder suveræne AI-løsninger. Faktorer der i stigende grad er afgørende, når der skal vælges digitale partnere til forretningskritiske opgaver.
Thales vil trække på Netcompanys omfattende erfaring med store digitale transformationsprojekter i den offentlige sektor og udnytte virksomhedens EU-baserede datacentre, hvoraf nogle ligger i Danmark. Det skal sikre løsninger, hvor både funktionalitet og suverænitet er garanteret hele vejen igennem. Netcompany får til gengæld adgang til Thales’ omfattende ekspertise og brede portefølje inden for cyber, AI og forsvar.
»Hos Thales arbejder vi målrettet for stærke industrielle samarbejder og tillidsfulde lokale partnerskaber til gavn for vores europæiske kunder. Netcompany har en dokumenteret evne til at levere forretningskritiske og digitalt suveræne løsninger til europæisk kritisk infrastruktur. Med hensigtserklæringen vil vi undersøge, hvordan vi kan kombinere Thales’ førende teknologiløsninger og AI-ekspertise med Netcompanys kompetencer inden for suveræne AI-løsninger. Målet er at kunne tilbyde yderst attraktive løsninger, der svarer på markedets vigtigste behov«, siger Martin Søegaard, CEO og Country Director i Thales Danmark.
»Europa befinder sig i et markant mere krævende sikkerhedsbillede. Cyberangreb, sabotage og hybride trusler tager til, og strategiske afhængigheder er i sig selv blevet en sikkerhedsrisiko. Europa har brug for forsvarsteknologi, som vi kan stole på, selv har kontrol over og kan tage i brug hurtigt. Ved at kombinere Netcompanys suveræne, AI-baserede platforme med Thales’ forsvars- og sikkerhedsekspertise vil vi styrke Europas evne til at bygge og drive kritiske kapaciteter på europæisk teknologi«, siger Charlotte Wetche, Director for Defence and Resilience i Netcompany.
De to virksomheder er allerede begyndt at udforske forretningsområdet ”Suveræn AI i forsvaret” sammen og undersøger, hvordan kompetencerne kan kombineres. Thales bringer sin AI-accelerator, cortAIx, ind i partnerskabet. cortAIx samler 800 eksperter og ingeniører på fem hubs verden over, som udvikler og operationaliserer forklarlig kunstig intelligens-løsninger til forsvarsområdet.
Netcompany supplerer dette med sit agentisk AI-rammeværktøj, Feniks AI, til partnerskabet. Feniks AI er skabt til komplekse, regulerede virksomheds- og myndighedsmiljøer og kombinerer AI-accelereret softwareleverance med fuld datasuverænitet og kontrol over europæisk infrastruktur.
Kombinationen af cortAIx og Feniks AI vil give de to virksomheder mulighed for at undersøge nærmere, hvordan supplerende, suveræne AI-kompetencer kan samles til komplekse forsvars- og myndighedsopgaver.

