En ny energisystemanalyse viser, at vindkraft spiller en dominerende rolle i den fremtidige danske elforsyning, men at en kombination med kernekraft kan forbedre vindkraftens økonomiske vilkår og gøre Danmark mindre afhængigt af strøm fra udlandet.
Det internationale konsulenthus Quantified Carbon udgiver i dag analysen ”Danmarks elforsyning i 2050 – En vurdering af klimaneutrale elsystemer” udarbejdet for Kernekraftalliancen. Formålet er at skabe et gennemskueligt, teknologineutralt og analytisk funderet grundlag for, hvordan forskellige kombinationer af vind, sol og kernekraft kan bidrage til en elforsyning, der understøtter Danmarks langsigtede klimamål, sikrer en stabil energiforsyning og skaber energiuafhængighed. Analysen kan tilgås på Kernekraftalliancens hjemmeside.
Et af analysens centrale resultater er, at kernekraft kan være et værdifuldt supplement til den danske elforsyning frem mod 2050. Det kan styrke forsyningssikkerheden i perioder med lav vind- og solproduktion og mindske Danmarks afhængighed af at importere strøm fra udlandet, når elforsyningen er mest presset.
Vindkraft og kernekraft kan styrke hinanden
Vindkraft vil fortsat være den dominerende energikilde i energisystemet, men en meget omfattende udbygning af vindkraft gør det vanskeligere for vindmøllerne at tjene deres investeringer hjem. Når det blæser meget, producerer mange vindmøller samtidig. Det store udbud presser elprisen ned netop i de timer, hvor vindmøllerne har mest strøm at sælge. Det kaldes priskannibalisering og kan medføre, at vindmøllerne får meget lidt for den strøm, de producerer.
I scenarierne med kernekraft, sætter den oftere prisen i stedet for vind og sol, hvilket øger vindmøllernes indtjening og kan dermed mindske behovet for statsstøtte. Når det blæser mindre, kan kernekraft erstatte gas og dyr elimport og dermed dæmpe elprisen og styrke forsyningssikkerheden. Analysen viser dermed, at de økonomiske vilkår for vindkraften er bedre i en mere varieret elforsyning, hvor kernekraft også indgår.
»Debatten om kernekraft kommer ofte til at handle om, hvorvidt vi skal have vindmøller eller kernekraft. Men analysen viser, at det ikke er et enten-eller. Vindkraft kommer fortsat til at spille en dominerende rolle, og kernekraft kan bidrage til bedre økonomiske vilkår for den samlede grønne elproduktion og større forsyningssikkerhed,« siger Johan Christian Sollid fra Kernekraftalliancen.
Samtidig peger rapporten på store usikkerheder ved kernekraft, det gælder følsomhed over for stigende anlægsomkostninger og forsinkelser ved projektgennemførelse. Forskellige sammensætninger af elsystemet indebærer derfor forskellige økonomiske og forsyningsmæssige risici.
Et supplement til regeringens analysearbejde
Den nye analyse supplerer arbejdet med at undersøge nye kernekraftteknologiers potentiale i Danmark, som regeringen igangsatte i 2025. Som led i dette arbejde offentliggjorde Energistyrelsen tidligere på året en analyse fra EA Energianalyse og det finske forskningscenter VTT.
Hvor EA og VTT undersøger værdien af små modulære reaktorer ved at sammenligne scenarier med og uden kernekraft inden for tre overordnede udviklingsforløb, undersøger Quantified Carbon en række forskellige sammensætninger af fremtidens danske elforsyning med varierende andele af vind, sol og kernekraft.
Dermed bidrager analysen med et bredere perspektiv på blandt andet økonomi, selvforsyning, emissioner, arealanvendelse, netudbygning, prisudsving og de risici, der følger med forskellige valg af energiteknologier. Formålet er ikke at udpege én bestemt løsning, men at skabe et mere oplyst grundlag for de politiske beslutninger om Danmarks fremtidige elforsyning.
»Analysen skal være med til at belyse fordele og ulemper ved forskellige måder at sammensætte fremtidens elforsyning på. Det giver et bedre grundlag for den politiske beslutning om, hvilken rolle kernekraft eventuelt skal spille i Danmark.« siger Johan Christian Sollid.
Analysen præsenteres ved en konference i København, hvor Quantified Carbon gennemgår hovedresultaterne. Konferencen omfatter desuden et oplæg fra Sveriges nationale kernekraftkoordinator, Carl Berglöf, og en politisk debat om kernekraftens mulige rolle i Danmark med ordførere fra Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre.

