På dagens møde i Københavns Kommunes Økonomiudvalg skal den kontroversielle mad- og måltidsstrategi behandles. Venstre foreslår at sende strategien tilbage til forvaltningen for at få undtaget ældreområdet fra klimakrav.
Ældre på Københavns plejehjem skal have mad, de har lyst til at spise. Deres måltider skal ikke være et middel til at nå kommunens klimamål. Det mener Venstre, som vil have ændret Københavns Kommunes kommende mad- og måltidsstrategi for 2027-2032, inden den sendes i offentlig høring.
”Det er det glade vanvid, at småtspisende ældre skal udsættes for klimakrav. Mange ældre bor meget kort tid på vores plejehjem, hvorfor skal de ved hjælp af bønner og linser bidrage til et lavere co2-udslip? Det gælder om, at de får det de gerne vil have, og betydningen i forhold til klimaet kan jo nærmest ikke måles. Det er symbolpolitik uden nogen som helst klimabetydning,” udtaler sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
For Venstre er det vigtigt, at maden på kommunens plejehjem er velsmagende og giver ekstra næring og energi til de ældre. Måltiderne skal give appetit og glæde i hverdagen, og de ældres egne ønsker skal være udgangspunktet.
”Det er jo som om vores ældre skal købe aflad ved at spise ekstra mange grøntsager i livets efterår. Det bryder jeg mig ganske enkelt ikke om. Det er simpelthen uværdigt. Det gælder om, at vores ældre får det de gerne vil have, de skal ikke være en brik i et spil om udledning af co2,” uddyber Jens-Kristian Lütken.
Venstre foreslår derfor, at Økonomiudvalget sender strategien tilbage til forvaltningen med besked om at undtage ældreområdet fra klimakrav, før strategien sendes i offentlig høring.

