En ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Industri (DI) og Epinion viser, at trods en ofte dyster debat om kunstig intelligens forventer et klart flertal af danskerne ikke, at AI vil erstatte deres job. Samtidig oplever mange allerede, at teknologien gør dem hurtigere og bedre til deres arbejde.
Tre ud af fire danskere i arbejdsstyrken forventer ifølge undersøgelsen ikke, at deres job bliver erstattet af kunstig intelligens inden for de næste fem år. Kun omkring hver fjortende forventer, at AI vil overtage deres arbejde. Samtidig svarer omkring hver anden af dem, der bruger AI på arbejdet, at teknologien allerede i dag gør dem hurtigere og bedre til at løse deres arbejdsopgaver.
Bemærkelsesværdigt resultat
– I betragtning af den store bekymring i debatten om kunstig intelligens er undersøgelsens resultat bemærkelsesværdigt. Det vidner om, at danskerne har tillid til, at der fortsat vil være behov for dem og deres kompetencer. Og lad mig slå det helt fast: Der er i den grad stadig brug for dygtige medarbejdere med hænderne og hovedet skruet rigtigt på i vores virksomheder, siger viceadministrerende direktør Søren Kryhlmand, DI.
Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt personer på 18 år eller derover. I alt har 4.707 personer deltaget. Ifølge DI peger resultaterne på, at danskerne i højere grad ser AI som et værktøj, der styrker deres arbejde, end som en teknologi, der erstatter medarbejdere.
– AI øger produktiviteten og løser rutineopgaver, så vi andre kan fokusere på det, vi er bedst til: at finde nye løsninger og idéer. Danske virksomheder ligger helt i top i Europa, når det gælder brugen af AI, og der er ingen tegn i ledighedstallene på, at teknologien overtager vores job, siger Søren Kryhlmand.
Han understreger samtidig, at kunstig intelligens vil forandre arbejdsmarkedet, men ikke nødvendigvis mindske behovet for medarbejdere.
Forstår usikkerhed
– Jeg forstår godt, at mange føler sig usikre på udviklingen inden for kunstig intelligens. Det er givet, at mange medarbejdere vil få nye eller anderledes opgaver, i takt med at virksomhederne tager kunstig intelligens i brug. Vi har store forventninger til, at kunstig intelligens vil skabe ny vækst i danske virksomheder, og derfor vil der være brug for medarbejderne. Lige nu mangler vi fortsat arbejdskraft, siger Søren Kryhlmand.
DI peger samtidig på, at virksomheder, som anvender AI, i gennemsnit har haft højere vækst i både omsætning og beskæftigelse end sammenlignelige virksomheder, der ikke anvender teknologien.
– Meget af debatten om AI handler om frygten for tabte job. Men i danske virksomheder tegner der sig et mere nuanceret billede. Mange virksomheder bruger AI til at skabe nye muligheder og øge aktiviteten frem for blot at erstatte medarbejdere, siger Søren Kryhlmand.
AI-virksomheder øger vækst
Virksomheder, der anvender kunstig intelligens systematisk, har siden 2021 haft en omsætningsvækst, der ligger 6,5 pct. over sammenlignelige virksomheder uden systematisk AI-anvendelse. Blandt virksomheder, der anvender AI i stort set hele virksomheden, er vækstforskellen hele 13,3 pct. Samtidig er beskæftigelsen vokset, hvilket peger på, at væksten har ikke ført til personalereduktioner.
Det er især de mindste virksomheder, der drager mest gavn af AI. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI) baseret på data fra Danmarks Statistik og svar fra 7.150 virksomheder.

