304 virksomheder er enten blevet flyttet ud af Danmark eller blevet grundlagt i udlandet af danske iværksættere siden 1999. De virksomheder, der fortsat er selvstændige, beskæftiger i dag mere end 22.000 medarbejdere på verdensplan. Samtidig er 61 af virksomhederne siden blevet opkøbt til en samlet kendt værdi på mindst 280 milliarder kroner. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden, der for første gang ved hjælp af AI har kortlagt, hvordan danske virksomheder og iværksættere flytter ud af landet.
Når danske iværksættere og virksomheder flytter ud, tager de også det økonomiske potentiale, de skaber, med sig.
Siden 1999 er 242 virksomheder blevet grundlagt i udlandet af danske iværksættere, efter at de flyttede ud af landet, mens 62 virksomheder først blev grundlagt i Danmark og senere flyttet til udlandet.
”Det er mange flere udflytninger, end vi tidligere har troet. Samtidig viser både beskæftigelsen og de værdier, virksomhederne siden er blevet opkøbt for, at en betydelig del af det økonomiske potentiale, som danske iværksættere skaber, i mange tilfælde bliver realiseret uden for Danmark,” fortæller Anders Sørensen, professor hos ROCKWOOL Fonden.
Den økonomiske aktivitet er stærkt koncentreret blandt et lille antal virksomheder. De fem største opkøb tegner sig for 86 procent af den samlede kendte opkøbsværdi, mens de fem største fortsat selvstændige virksomheder står for 48 procent af beskæftigelsen. Det er et velkendt træk ved højvækstvirksomheder, hvor et lille antal virksomheder typisk udgør en uforholdsmæssig stor del af værdiskabelsen.
Techvirksomheder trækker det største læs
Selvom tech- og biotekvirksomheder kun udgør omkring halvdelen af virksomhederne i opgørelsen, står de for omkring tre fjerdedele af beskæftigelsen og 90 procent af den samlede kendte opkøbsværdi. Blandt de virksomheder, der fortsat er selvstændige, beskæftiger tech- og biotekvirksomhederne omkring 16.000 af de i alt 22.000 medarbejdere på verdensplan. Samtidig tegner de virksomheder, der siden er blevet opkøbt, sig for omkring 254 milliarder kroner ud af den samlede kendte opkøbsværdi på mindst 280 milliarder kroner. Langt størstedelen af denne økonomiske aktivitet kan tilskrives techvirksomheder.
USA og Storbritannien er de foretrukne destinationer
Når danske iværksættere og virksomheder forlader Danmark, er USA den foretrukne destination. De fortsat selvstændige virksomheder med hovedsæde i USA beskæftiger mere end 10.000 medarbejdere, og de virksomheder, der efterfølgende er blevet opkøbt, har en opkøbsværdi på 141 milliarder kroner.
Danske virksomheder med hovedsæde i Storbritannien, der fortsat er selvstændige, beskæftiger 4.500 medarbejdere, og de virksomheder, der sidenhen er blevet opkøbt, har en opkøbsværdi på 91 milliarder kroner.
Til sammenligning beskæftiger danske virksomheder med hovedsæde i andre EU-lande end Danmark, der fortsat er selvstændige, 4.000 medarbejdere og har en opkøbsværdi på omkring 45 milliarder kroner.
”Vores resultater peger på, at de mest succesfulde techvirksomheder søger mod nogle ganske få globale vækstcentre. Det hænger sandsynligvis sammen med, at risikovillig kapital, specialiserede medarbejdere og erfarne iværksættere er samlet de samme steder. Den slags vækstmiljøer er særligt vigtige for virksomheder med ambitioner om høj vækst,” siger Anders Sørensen.
Forskerne har udviklet en ny AI-baseret metode, der kombinerer analyser af omkring 700.000 artikler fra Dagbladet Børsen med internationale virksomhedsdatabaser og manuel validering. Det gør det for første gang muligt systematisk at kortlægge danske iværksættere og virksomheder, der er flyttet til udlandet siden 1999.

