Tyskland er de små og mellemstore virksomheders klart største eksportmarked, men SMV’ernes eksport til landet er faldet de seneste to år. Samtidig er antallet af unge, der lærer tysk på højt niveau, mere end halveret, viser en ny analyse fra SMVdanmark. Erhvervsorganisationen efterspørger ny Tysklandsstrategi.
Tyskland er i en klasse for sig, når det gælder de små og mellemstore virksomheders eksport. I 2025 eksporterede danske SMV’er varer for 38,2 mia. kr. til Tyskland. Det er 11,3 mia. kr. mere end til Sverige, som er det næststørste marked, og mere end eksporten til Norge og Nederlandene tilsammen. Samtidig står SMV’erne for næsten hver tredje danske eksportkrone til Tyskland.
Det viser ny analyse fra SMVdanmark. Men analysen viser også, at udviklingen går den forkerte vej på to områder. SMV’ernes vareeksport til Tyskland toppede i 2023 med 41,2 mia. kr. og er siden faldet til 38,2 mia. kr. i 2025. Faldet falder sammen med en periode, hvor den tyske økonomi har været præget af svag vækst. Samtidig er fødekæden af danskere med stærke tyskkompetencer blevet markant svagere.
Det er en udvikling, der bekymrer i SMVdanmark:
”Tyskland er og bliver det vigtigste eksportmarked for de små og mellemstore virksomheder. Derfor er det bekymrende, at eksporten er gået tilbage de seneste år, samtidig med at de unges interesse for tysk er i noget, der minder om frit fald,” siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Tyskkompetencerne forsvinder
Analysen viser, at knap 3.000 gymnasieelever i 2015 afsluttede Tysk fortsættersprog A på højeste niveau. I 2025 var tallet faldet til under 1.200. Samme udvikling ses på de videregående uddannelser. På de fem tysksproglige uddannelser, der har været udbudt gennem hele perioden siden 2017, er optaget faldet fra 153 studerende i 2017 til blot 68 i 2026.
Ifølge SMVdanmark er udviklingen ikke kun et uddannelsespolitisk problem. Den kan få direkte betydning for virksomhedernes muligheder for at sælge varer og opbygge langvarige kunderelationer syd for grænsen.
”Sprog og kulturforståelse er afgørende, hvis virksomhederne skal lykkes på det tyske marked. Når færre unge lærer tysk, risikerer vi derfor at svække virksomhedernes muligheder på vores vigtigste nærmarked,” siger Jesper Beinov.
Han peger samtidig på, at problemet ikke kan reduceres til, hvor mange kandidater med en tyskuddannelse der bliver ansat direkte i en mindre virksomhed.
”Vi er bekymrede for, at hele fødekæden omkring tysk sprog og kulturforståelse bliver gevaldigt svækket i disse år. En cand.mag. i tysk får ikke nødvendigvis job i en SMV, men kan blive en dygtig tysklærer, som gør faget interessant og relevant for flere unge og løfter tyskniveauet generelt. Tingene hænger sammen, og lige nu peger pilen den forkerte vej.”
Tyskland kan blive endnu vigtigere
Selvom Tyskland fortsat er SMV’ernes klart største eksportmarked, har udviklingen været mere afdæmpet end på flere andre store markeder. Fra 2015 til 2025 voksede SMV’ernes vareeksport til Tyskland med 14 procent. Til sammenligning voksede eksporten til Nederlandene med 50 procent, Polen med 45 procent og USA med 32 procent.
Den relativt beskedne vækst skal blandt andet ses i sammenhæng med de økonomiske udfordringer i Tyskland. SMVdanmark vurderer dog, at den geopolitiske udvikling kan gøre Tyskland og andre nære europæiske markeder endnu vigtigere for danske virksomheder i de kommende år.
”Tyskland har økonomisk haft nogle svære år, og det kan også mærkes hos danske virksomheder. Men vi tror kun, at Tyskland bliver vigtigere i de kommende år. Trumps handelspolitik og den geopolitiske uro gør det mere oplagt for virksomhederne at se mod de nære og mere stabile markeder i Europa. Vi opfordrer selv vores medlemmer til også at orientere sig mod andre markeder end det amerikanske, og her er Tyskland helt oplagt,” siger Jesper Beinov.
SMVdanmark efterlyser ny Tysklandsstrategi
SMVdanmark opfordrer regeringen til at samle indsatsen i en ny Tysklandsstrategi. Den nuværende danske strategi er fra 2016 og afspejler ifølge organisationen ikke den nye geopolitiske og økonomiske virkelighed.
”Danmarks seneste Tysklandsstrategi er fra 2016, og verden har ændret sig markant siden. Derfor bør regeringen sætte gang i arbejdet med en ny strategi, der styrker vores relation til et marked, som er helt afgørende for de små og mellemstore virksomheder,” siger Jesper Beinov.
SMVdanmark anbefaler, at en ny strategi samler eksportindsats, erhvervsfremme, kompetencer og infrastruktur. Samtidig bør der vedtages en finansieret sprogstrategi, som styrker tysk gennem hele uddannelseskæden, fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og efteruddannelsessystemet.
Fakta:
Optaget på fem tysksproglige videregående uddannelser er faldet fra 153 studerende i 2017 til 68 i 2026.
Tyskland var i 2025 SMV’ernes største marked for vareeksport med 38,2 mia. kr.
SMV’erne står for 31 procent af den samlede danske vareeksport til Tyskland.
SMV’ernes vareeksport til Tyskland toppede med 41,2 mia. kr. i 2023 og faldt til 38,2 mia. kr. i 2025.
Antallet af elever med afsluttende standpunktskarakter i skriftlig Tysk fortsættersprog A er faldet fra knap 3.000 i 2015 til under 1.200 i 2025.

