| Parkering er en del af hverdagen for millioner af danskere. Alligevel handler den offentlige debat ofte om enkeltsager, afgifter og konflikter. |
Det ønsker Avantpark at ændre, når virksomheden på årets Folkemøde inviterer til debat om fremtidens parkeringsløsninger og de udfordringer, som borgere, virksomheder, grundejere og myndigheder står overfor.
Under overskriften ‘Hvordan løser vi parkeringsproblemerne i byerne?’ samler Avantpark en række centrale stemmer fra erhvervsliv, kommuner og interesseorganisationer til debat i Allinge.
Panelet består af:
- Dan Kirk, managing director og brancheforeningsformand, Avantpark
- Jan E. Jørgensen, rådmand, Frederiksberg Kommune
- Rune Noack, transportpolitisk chef, Dansk Industri
- Martin Jørgensen, advokat og fagchef, Dansk Erhverv
Debatten finder sted lørdag den 13. juni kl. 12.30-13.30 i PressConnects og PublicConnects telt ved Folkemødehuset (F7).
“Parkering er en forudsætning for, at byer fungerer. Det gælder både for borgere, medarbejdere, kunder, patienter og besøgende. Derfor er det vigtigt, at vi får en mere nuanceret debat om, hvordan vi skaber parkeringsløsninger, der både er fair, gennemsigtige og effektive. Det er den samtale, vi gerne vil bidrage til på Folkemødet,” siger Dan Kirk, managing director i Avantpark Danmark.
Ifølge Dan Kirk står Danmark over for et voksende behov for at udnytte den eksisterende parkeringskapacitet bedre.
“Mange private parkeringsarealer står i dag delvist tomme store dele af døgnet. Med digitale løsninger og bedre samarbejde mellem private og offentlige aktører kan vi skabe langt bedre adgang til parkeringspladser uden nødvendigvis at anlægge nye arealer,” siger han.
Avantpark håber, at debatten kan bidrage til et bredere perspektiv på parkering som en vigtig del af mobiliteten i moderne byer.
“Vi har brug for at tale om adgang, service, teknologi og byudvikling. Parkering er ikke kun et spørgsmål om regler og kontrol. Det handler også om at skabe byer, der fungerer i praksis for dem, der bor, arbejder og driver virksomhed i dem,” siger Dan Kirk.
Fakta
Debat: Hvordan løser vi parkeringsproblemerne i byerne?
Tidspunkt: Lørdag kl. 12.30-13.30
Sted: PressConnect / PublicConnect-teltet ved Folkemødehuset
Moderator: Morten Jeppesen, PressConnect

