Kun 4,2 pct. af danske børn lever i familier med relativt lav indkomst, hvilket er den laveste andel blandt OECD-landene. Samtidig viser en ny CEPOS-analyse store forskelle mellem landets kommuner
Danmark har nu den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen blandt 37 OECD-lande. Det viser en ny CEPOS-analyse baseret på de nyeste tal fra OECD.
Kun 4,2 pct. af danske børn lever i familier med relativt lav indkomst. Det er markant lavere end Sverige, hvor andelen er dobbelt så høj som i Danmark.
“Det er glædeligt, at Danmark nu har den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen blandt OECD-landene – også sammenlignet med de nordiske lande, som vi normalt sammenligner os med,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.
Siden 2016 har Finland ellers haft den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen, men Danmark indtager nu førstepladsen.
OECD opgør lavindkomstgruppen som personer i husstande med en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten.
I analysen har CEPOS desuden lavet en særskilt kortlægning af andelen af børn i lavindkomstgruppen i alle landets 98 kommuner. Kortlægningen viser betydelige forskelle på tværs af landet.
Dragør er den danske kommune med den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen, mens Ærø har den højeste andel.
“Tallene viser, at Danmark generelt har få børn i lavindkomstgruppen, men også at der er betydelige lokale forskelle,” siger Mia Amalie Holstein.
Desuden vil valget af opgørelsesmetode have stor betydning for størrelsen på gruppen.
“Nogle familier kan have lav indkomst i en kort periode, eksempelvis hvis en forælder bliver arbejdsløs eller starter virksomhed. Ser man på lavindkomst over tre år, bliver gruppen markant mindre,” siger Mia Amalie Holstein.
CEPOS’ analyse bygger på OECD-tal for 2023 eller seneste tilgængelige år samt registerdata fra Danmarks Statistik

