Erhvervstilliden blandt små og mellemstore virksomheder stiger i maj, mens de store virksomheder bliver mere pessimistiske. Særligt industrien og detailhandlen blandt de store virksomheder trækker ned. Ifølge SMVdanmark skyldes det blandt andet usikkerhed om den internationale udvikling.
Mens små og mellemstore virksomheder ser en smule lysere på fremtiden, går udviklingen den modsatte vej hos de store virksomheder. Erhvervstilliden blandt SMV’er stiger til 98,9 i maj fra 96,9 måneden før. Blandt de store virksomheder falder erhvervstilliden derimod til 98,6 fra 100,3.
Det viser nye tal fra SMVdanmarks faste, månedlige konjunkturbarometer, som måler humøret hos dansk erhvervsliv på tværs af brancher og virksomhedstørrelser.
Det er især de store virksomheder inden for industrien, som trækker udviklingen ned. Her falder både produktions- og beskæftigelsesforventningerne. Også store virksomheder i detailhandlen forventer faldende beskæftigelse og omsætning. Hos SMV’erne inden for både industri og detailhandel er erhvervstilliden derimod stort set uændret.
”I april kunne vi se, at erhvervstilliden i byggeriet fik et hug, og det var især de store, som blev ramt. Nu rammer den pressede stemning også store virksomheder inden for industri og detail. Detailhandlen melder i højere grad melder om utilstrækkelige ordrebeholdninger hos leverandører, hvilket kan være begyndende tegn på problemer med forsyningskæder,” siger cheføkonom Thomas Gress fra SMVdanmark.
Usikkerhed præger de store virksomheder
Ifølge SMVdanmark hænger udviklingen også sammen med stigende international usikkerhed og bekymringer om konsekvenserne af uro i verdensøkonomien.
”At de store virksomheder er mere pessimistiske, vurderer vi, skyldes større bevidsthed omkring krigen i Iran og dens konsekvenser. De store virksomheder er typisk mere eksponerede over for internationale markeder og globale forsyningskæder, og derfor reagerer de hurtigere på geopolitisk uro,” siger Thomas Gress.
SMVdanmark peger samtidig på, at de små og mellemstore virksomheder fortsat viser en relativ robusthed trods de økonomiske og geopolitiske udfordringer.
”Det er positivt, at SMV’erne holder skansen og ikke ser ud til at være ramt af samme pessimisme. Det vidner om et erhvervsliv, der fortsat tror på aktivitet og efterspørgsel, selvom usikkerheden fylder mere internationalt,” siger Thomas Gress.
SMVdanmark vil fortsat følge udviklingen tæt og peger på, at stabile rammevilkår og fokus på virksomhedernes konkurrenceevne bliver afgørende i en tid med voksende international uro.

