Midtjyllands digitale innovationshub, TechCircle, følger op på succesen og starter op igen med et skærpet fokus og ny partnerkreds. Målet er at gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at bruge AI og bæredygtige løsninger i praksis – og derigennem styrke deres konkurrenceevne.
Da Midtjyllands digitale innovationshub, TechCircle, den 31. december 2025 lukkede ned i sin nuværende form, var det efter tre vellykkede år. Mere end 2200 små og mellemstore virksomheder og organisationer gjorde i perioden brug af TechCircles tilbud og fik derigennem opkvalificeret deres teknologiske kompetencer og stod bedre rustet til en digital fremtid.
Af denne grund følges der nu op på den markante succes med en ny treårig periode, der bygger videre på erfaringerne fra det første projekt. Det betyder, at TechCircle startede op igen den 1. april 2026 med en ny partnerkreds og et tydeligt fokus på virksomhedernes behov, enkelhed, og hvor der kan gøres den største forskel.
De kommende tre år kan SMV’er i og udenfor regionen derfor få gratis hjælp til at arbejde med særligt AI, bæredygtighed og forretningsudvikling gennem en række tilbagevendende og nye tilbud.
“Vi har set, hvordan TechCircle har gjort det lettere for virksomheder at arbejde med ny teknologi og omsætte den til konkrete løsninger. Erfaringerne viser tydeligt, at der er et stort behov – og ikke mindst et stort potentiale – når virksomheder får adgang til den rette viden og testmuligheder,” siger Helle Berthold Rosenberg, administrerende direktør i Erhvervshus Midtjylland.
Den koordinerende rolle som lokalt knudepunkt i projektet varetages fortsat af Erhvervshus Midtjylland i tæt samarbejde med den nye partnerkreds bestående af Aarhus Universitet, VIA University College, MADE og CDEU.
”Vi har gjort det endnu nemmere for virksomhederne at teste, afprøve og implementere AI og bæredygtige løsninger i praksis. Sammen med vores partnere samler vi viden, faciliteter og kompetencer ét sted, så virksomhederne hurtigt kan komme fra idé til handling og dermed skabe reel værdi i deres forretning,” tilføjer Helle Berthold Rosenberg.
En stærk sammenslutning står bag
Den nye partnerkreds i TechCircle udgør en stærk sammenslutning af videns- og forskningsinstitutioner og innovationsaktører, som stiller forskere, specialister og testfaciliteter til rådighed for de deltagende SMV’er.
Aarhus Universitet vil endnu en gang bidrage med viden og kompetencer til gavn for virksomhederne, der nu har mulighed for at trække på hele universitetet.
”Hos Aarhus Universitet ser vi frem til igen at være en del af TechCircle og bidrage med vores viden inden for AI og digitale teknologier. For os handler det om at bygge bro mellem ny teknologi og det, der virker i praksis hos virksomhederne. Hos ECE arbejder vi tæt sammen med virksomhederne, og det giver bedre muligheder for at teste og omsætte teknologier til konkrete løsninger,” siger Mikael Bergholz Knudsen, institutleder på Institut for Elektro- og Computerteknologi (ECE) på Aarhus Universitet.
“Mange virksomheder arbejder allerede med AI og digitale teknologier, men har udfordringer med at omsætte det til reel værdi. Her spiller TechCircle en vigtig rolle. I projektet arbejder VIA tæt sammen med virksomhederne om at afprøve løsninger i praksis og opbygge kompetencer, der styrker virksomhedernes innovationskraft og konkurrenceevne,” supplerer Lotte Thøgersen, Uddannelsesdekan for Ingeniør og Businessuddannelserne på VIA University College.
En lang række tilbud fortsætter – og helt nye er kommet til
Da TechCircle startede op igen den 1. april, var det med lanceringen af en lang række forskellige tilbud. Målet er både at fortsætte det, der virkede bedst de første tre år, og samtidig introducere helt nye tilbud, der imødekommer virksomhedernes efterspørgsel og projektets skærpede fokus på kunstig intelligens.
Derfor kan SMV’er i både Midtjylland, men også udenfor regionen, de næste tre år få hjælp gennem TechCircle til digital transformation – fra idé og afprøvning til kompetenceudvikling, implementering og finansiering. Det sker bl.a. gennem gratis seminarer, webinarer og specialistkurser samt individuelle forløb, hvor specialister samarbejder direkte med den enkelte virksomhed, f.eks. via brug af både Aarhus Universitets og VIA University Colleges lab- og testfaciliteter.
Som noget nyt vil der også blive tilbudt individuelle teknologisk forretningsudviklingsforløb med op til 20 timers ekspertbistand og det såkaldte AI Service Desk, hvor man kan få vejledning til, hvilke services og muligheder, EU stiller til rådighed.
Fakta
Vil du vide mere om resultaterne og de virksomheder, der deltog i projektets første tre år, kan du se en video om TechCircle HER
Det første TechCircle-projekt lukkede ned den 31. december 2025 efter tre succesfulde år og starter nu op for perioden 2026–2029
Partnerkredsen består af Aarhus Universitet, VIA University College, MADE, CDEU og Erhvervshus Midtjylland i den koordinerende rolle som lokalt knudepunkt
TechCircle er én ud af fem European Digital Innovation Hubs i Danmark og over 180 over hele Europa og er støttet af Den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Du kan læse mere om TechCircle, samt hvad du kan få hjælp til på projektets nye hjemmeside HER

