I Vejle åbner Joe & The Juice kædens første drive in-restaurant i Danmark. Juice-baren åbner ved transportcenter i udvikling
Joe & The Juice åbner sin første drive in-restaurant i Danmark, og valget er faldet på Exxit59 ved Vejle Nord.
Det oplyser M+ Ejendommen, der ejer logistik- og transportcentret, i en pressemeddelelse.
Juice- og kaffekæden bliver dermed en del af det stærkt trafikerede serviceområde langs motorvejen E45. Åbningen er planlagt til maj eller juni 2026.
Kæden har overtaget lokalet fra konkursramte KFC og er allerede i gang med ombygningen af det cirka 400 kvadratmeter store lejemål, der både får drive in og gode parkeringsforhold.
Ifølge Exxit59 bliver etableringen et vigtigt skridt i centrets ambition om at udvikle området til et moderne og grønt trafikknudepunkt.
“Det bliver et stort løft til vores Food & Beverage-område, hvor vi i forvejen samler nogle af landets stærkeste koncepter langs E45,” udtaler Henning Jensen, ejendomsdirektør i Exxit59.
Han peger på, at satsningen passer ind i centrets planer om bedre trafikflow, nye ladeparker og attraktive opholdszoner.
Hos Joe & The Juice ser man drive in-satsningen som et naturligt næste skridt.
“Åbningen af vores første danske drive-in er et vigtigt skridt i vores danske vækstrejse,” lyder det fra Louis Samuelsen, dansk landechef i Joe & The Juice.
Drive in-konceptet har allerede haft succes i udlandet, og etableringen i Vejle Nord bliver den første af sin slags herhjemme.
I forvejen ligger blandt andet McDonald’s, Lagkagehuset og Enjoy Asian Express i området.
Exxit59 gennemgår samtidig en omfattende udvikling med nye ladeparker, adskillelse af tung og let trafik, bedre fremkommelighed og flere grønne opholdsarealer.
“Vi er i fuld gang med at udvikle Exxit59 til næste niveau, og Joe & The Juice kommer på det helt rigtige tidspunkt. Det er den slags aktører, der gør området endnu mere attraktivt – både for lokale og for de millioner af mennesker, der benytter E45 hvert eneste år,” siger Henning Jensen.

