Ejner Hessel A/S deltager til EuroSkills Herning 2025 som Event Skills Sponsor på personbilskonkurrencen og medsponsor på lastbilskonkurrencen. Derudover vil det være muligt at besøge Ejner Hessel i Hal D, hvor man kan møde et udpluk af bilforhandlerens lærlinge og elever.
Uddannelse i centrum
MCH i Herning slår inden længe dørene op for det officielle europamesterskab for unge faglærte – for første gang på dansk jord. Her vil Ejner Hessel stå klar til at møde de godt 70.000 unge, som forventes at lægge vejen forbi i løbet af dagene.
– Hos Ejner Hessel har vi altid haft et stærkt fokus på at uddanne unge mennesker til fremtiden, og derfor er det helt naturligt for os at deltage i EuroSkills. Arrangementet er en unik mulighed for at sætte fokus på dygtighed, faglighed og fremtidens arbejdskraft,” siger Jesper Brahm, HR-chef hos Ejner Hessel og fortsætter:
– Det er vigtigt for os at møde de mange unge, hvor de er, og vise dem, at en uddannelse i bilbranchen er både spændende og fuld af muligheder. Bilbranchen åbner heldigvis op for mange forskellige uddannelser og jobtyper. Vi har tekniske uddannelser f.eks. mekanikere og karrosseriteknikere, og derudover har vi også salgstrainees, it-/kontorelever samt reservedels- og eftermarkedselever. Så vores deltagelse i EuroSkills er en oplagt anledning til at inspirere den næste generation, fortæller Jesper Brahm.
Bilbranchen er for alle
Det er vigtigt for Ejner Hessel at være synlig repræsentant for bilbranchen til EuroSkills i Herning. Ud over at være sponsor for personbilskonkurrencen og medsponsor på lastbilskonkurrencen vil man på D3090 i Hal D kunne møde netop HR-chef Jesper Brahm sammen med sine øvrige HR-kolleger og en god håndfuld dygtige lærlinge og elever. De vil stå klar til at snakke med de mange besøgende og dele ud om deres hverdag i en af landets største bilforretninger.
– Vores lærlinge og elever er de bedste ambassadører til at fortælle, hvordan man kan få en spændende karriere hos Ejner Hessel – uanset om man drømmer om at arbejde med personbiler, lastbiler eller i andre funktioner,” fortæller Jesper Brahm og fortsætter:
– Vi håber på at få talt med så mange unge som muligt, og få dem til at overveje at gå den faglærte vej. På den korte bane er vores mål også at få de unge til at få øjnene op for en uges erhvervspraktik hos os. Fra i år bliver det jo et krav at elever mellem 7. og 9. klasse skal i erhvervspraktik, så det er første skridt for de unge mennesker til at få blod på tanden, siger Jesper Brahm.
Ligeledes er det vigtigt for HR-chefen at understrege, at det til EuroSkills Herning 2025 bliver muligt for Ejner Hessel at sætte virksomheden og bilbranchen på landkortet blandt mange folkeskoleelever, hvor alle køn er repræsenteret.
– Det er ingen hemmelighed, at bilbranchen er en mandsdomineret branche, men hos Ejner Hessel har vi en ambition om at tiltrække en mere forskelligartet gruppe af medarbejdere til branchen. Vi har ikke råd til at ignorere halvdelen af befolkningen i vores rekruttering. Færre unge vælger en erhvervsuddannelse, så vi skal kunne tiltrække både drenge og piger, for at sikre vores fremtidige arbejdskraft, siger Jesper Brahm og fremhæver, at branchen er godt på vej:
– Vi oplever at flere og flere kvinder vælger bilbranchen til – en udvikling, vi hos Ejner Hessel ønsker at støtte og fremme yderligere. Som en traditionelt mandsdomineret branche, der står over for en forventet arbejdskraftmangel, er det vigtigt at tiltrække flere kvinder. Det handler ikke kun om at dække behovet for medarbejdere, men også om at bringe nye perspektiver og øget kreativitet ind i branchen. Dette kan føre til en mere innovativ og effektiv arbejdsproces, ligesom vi oplever, at omgangstonen ofte bliver bedre af at have kvindelige lærlinge på værkstedet, erfarer Jesper Brahm.
Motorer og biler helt tæt på
På Ejner Hessels stand bliver der dagene igennem en række aktiviteter, der kan engagere de besøgende.
– Vi har forsøgt at skabe et levende område, der kan inspirere og engagere de besøgende i løbet af dagene. Vi giver de unge, der har lyst, mulighed for at komme tæt på faget ved at skrue i en motor og se, om det fanger deres interesse. Vi har også en konkurrence med en Myselfie, og så tager vi selvfølgelig også et par fede biler med, der kan tiltrække de unges opmærksomhed, afslutter Jesper Brahm.

