Fjernelsen af chokoladeafgiften letter bureaukratiet og giver bedre vilkår for virksomheder og forbrugere, mener Christian Borrisholt Steen, politisk seniorkonsulent, Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget i SMVdanmark.
Afskaffelsen af chokoladeafgiften forsøder ikke kun tilværelsen for forbrugerne, men er også et opgør med bøvl og bureaukrati for fødevarebranchen
SVM-Regeringens beslutning om at afskaffe chokoladeafgiften er ikke kun en gevinst for den søde tand – det er også et tiltrængt opgør med bøvl og bureaukrati, som i årevis har belastet flere af vores medlemsvirksomheder i fødevarebranchen.
I Arbejdsgiverforeningen KA, glæder vi os derfor over, at regeringen har besluttet at fjerne afgifterne på chokolade og kaffe fra sommeren 2026. Det er endnu et lille, men vigtigt skridt på vejen mod mindre bureaukrati og unødvendigt administrativt bøvl – til glæde for flere af vores medlemsvirksomheder.
Det er politik, der giver mening – både for erhvervslivet og for helt almindelige danskere.
Christian Borrisholt Steen
Beslutningen er en kærkommen nyhed for både virksomheder og forbrugere. Afgifterne på chokolade og kaffe har i årtier været en kilde til frustration og bøvl for erhvervslivet.
Hos Arbejdsgiverforeningen KA ser vi igen og igen, hvordan komplekse regler og afgifter bliver en unødig hæmsko for især mindre og mellemstore virksomheder, der skal bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at navigere i et ofte komplekst og uoverskueligt regelsæt. Afskaffelsen af chokoladeafgiften er derfor helt i tråd med vores ønske om at lette bureaukratiet og skabe bedre rammevilkår for ikke mindst de små- og mellemstore virksomheder.
Flere af vores medlemsvirksomheder, der producerer chokolade og andre søde sager, har i årevis oplevet, at de eksisterende regler har været både uklare og uforudsigelige. Den administrative byrde har ofte taget tid og energi, som i stedet kunne være brugt på innovation, udvikling og vækst. Med afskaffelsen af chokoladeafgiften fjernes derfor en barriere, der i årevis har stået i vejen for en mere smidig drift.
Vi må dog ikke glemme, at dette kun er ét skridt på vejen. Det er vigtigt, at vi fortsat har blik for helheden, så nye byrder ikke blot flyttes fra ét område til et andet. I Arbejdsgiverforeningen KA har vi fortsat som mål at være med til at sikre et mere enkelt og forudsigeligt afgiftssystem, der understøtter i stedet for at hæmme virksomhedernes daglige drift og udviklingsmuligheder.
Regeringens beslutning om at afskaffe chokoladeafgiften er et vigtigt skridt i den rigtige retning. I Arbejdsgiverforeningen KA glæder vi os over initiativet, som vil skabe bedre rammer for vores medlemsvirksomheder og styrke både innovation og konkurrenceevne i fødevarebranchen. Det er politik, der giver mening – både for erhvervslivet og for helt almindelige danskere.
Christian Borrisholt Steen er politisk seniorkonsulent, Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget i SMVdanmark.

