Med stor ekspertise indenfor ESG, strategi og forretningsanalyse er indlemmelsen af Wibergis et led i Redmarks strategiske plan for at realisere ambitionen om at blive ejerledernes foretrukne rådgiver.
Revisions- og rådgivningsfirmaet Redmark styrker nu sit konsulentben med opkøbet af Wibergis Consulting. Med i købet følger solide kompetencer inden for ESG, forretningsudvikling og analyser – og det hele bliver fremover samlet under navnet Redmark Consulting.
Udvidelsen er en del af Redmarks strategi om at blive den foretrukne rådgiver for danske ejerledere, og ifølge Morten Ryberg, direktør og partner i Redmark, er strategi og ESG begge ydelser, der er essentielle for kunderne i dag.
“Derfor har det længe været et strategisk mål for os at få ejerskab over netop de kompetencer. Med Wibergis Consulting får vi specialister på områderne, og samtidig har de bevist, at de kan drive en god og sund rådgivningsvirksomhed indenfor ESG og strategiudvikling, som vi tror på, at vores kunder i øget omfang vil efterspørge på sigt,” siger han.
Siden opstarten i 2019 har Wibergis Consulting specialiseret sig i at omsætte markedsanalyser, kundeindsigter og organisationsudvikling til konkret handling. Fremover bliver virksomheden en integreret del af Redmarks rådgivningsforretning, og samtidig vil hele teamet fortsætte under det nye navn.
“Vi har bevist, at vores tilgang til strategi virker i SMV’er, fordi vi bygger vores rådgivning på dyb indsigt i ejerledernes virkelighed gennem reelle data og konkrete udfordringer og prioriteter. Som en del af Redmark får vi nu styrket vores kapacitet til at udvikle skræddersyede løsninger med endnu større præcision og effekt,” siger Anders Schaltz, partner og direktør i Wibergis Consulting.
Han mener videre, at det er et nødvendigt skridt for at realisere konsulenthusets langsigtede ambitioner.
“Vores oprindelige kerneområde var strategi og markedsanalyse, men i takt med markedets udvikling og et stigende behov blandt kunderne, integrerede vi ESG som en ydelse. Det er nu et essentielt forretningsben for os.”

