Et stort flertal af danske erhvervsledere frygter yderligere eskalering af handelskrigen, og over halvdelen forventer allerede en negativ effekt på virksomhedens profitabilitet i de kommende 12 måneder som følge af de ændrede toldsatser.
Siden nytår har verden været på noget af en handelsmæssig rutschebanetur, ikke mindst på grund af den flittige hæven og sænken af toldsatser fra amerikansk side – mod det meste af verden.
På det seneste har der været lagt låg på handelskrigen, men under låget bobler det stadig med en truende ny eskalering af krigen, og det mærker man også hos mange danske virksomheder, viser en ny måling fra PwC. Hele 73 procent af danske erhvervslederne udtrykker bekymring for, at handelskrigen kan eskalere yderligere med nye restriktioner.
Samtidig forventer 52 procent, at ændringer i toldsatser mellem USA, Kina og EU vil påvirke deres virksomheds indtjening negativt det kommende år. Ser man længere frem, vurderer 20 procent, at effekten også vil være negativ om tre år, mens 40 procent er usikre på de langsigtede konsekvenser.
“Ser vi længere frem, er der dog tegn på en forventning om, at usikkerheden vil aftage. Det peger på en tro på, at de internationale spændinger vil finde et mere stabilt niveau, og at de globale handelsrelationer gradvist vil normalisere sig – selvom mange stadig frygter en ny eskalation, og det er vanskeligt at forudsige de langsigtede konsekvenser,” siger Lars Baungaard, adm. direktør og Senior Partner i PwC.
Stigende usikkerhed
Ifølge PwC’s måling forventer halvdelen af virksomhederne lavere global vækst de næste 12 måneder, mens kun 24 procent tror på fremgang. Knap 30 procent forventer uændret vækst. Den mere afdæmpede optimisme præger også forventningerne til den enkelte virksomheds udvikling. Kun 19 procent af erhvervslederne forventer høj eller meget høj vækst det kommende år, mens 39 procent har samme forventning på tre års sigt.
Lars Baungaard fortæller da også, at danske virksomheders tro på vækst i egen virksomhed er præget af pessimisme, og at man tværtimod forventer nedjusteringer i forhold til tidligere på året.
“På den korte bane er der en vis forsigtighed, men på længere sigt er optimismen dog fortsat til at få øje på. Det vidner om en tro på en stabilisering i verdensøkonomien og på egne strategiske styrker og evnen til at skabe vækst – trods en stadig mere kompleks og omskiftelig verden,” siger han.
Omkring 34 procent har nedjusteret deres vækstforventninger sammenlignet med vurderingen ved årsskiftet 2025. Omvendt har cirka hver tiende opjusteret. Tendensen vidner om en stigende usikkerhed, hvor bl.a. geopolitiske spændinger og skiftende politiske signaler spiller ind – og det stiller større krav til lederskab og evnen til at tænke langsigtet.

