Udeserveringen i Københavns Kommune bliver fremover begrænset til kl. 22, pånær i specifikke områder. Det er ikke en international storby værdigt, mener Freja Brandhøj, politisk direktør i DRC, Danmarks Restauranter og Caféer.
Sidste mandag besluttede et snævert flertal i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, at man vil lukke ned for byen allerede klokken 22.00, med undtagelse af Nyhavn, Kødbyen og en lille del af byen over for Tivoli.
Det er uværdigt for en international storby og hovedstad, og det går stik imod den nationale turismestrategi og Københavnernes egne ønsker. Det giver kort sagt ingen mening.
Ifølge vores internationale turismestrategi, vedtaget af et flertal på Christiansborg, så skal vi øge turismen, tiltrækningskraften og oplevelsesbranchens eksportværdi. Det bliver dog svært, når selv samme partier, der bakker op på nationalt niveau, går imod strategien på lokalt niveau. Og nævn mig en europæisk storby – eller en hvilken som helst storby, hvor man ikke kan sidde ude på en restaurant eller café efter klokken 22?
Det findes ikke – og af gode grunde.
Ligeglad med turisterne
Et er økonomien gennem turismen, følgeerhvervene og pengene ind til det danske samfund og de danske arbejdspladser. Noget andet er, hvilke ønsker vi har for alle danskernes hovedstad og spørgsmålet, man må stille sig selv, er, hvad man lokalt i Socialdemokratiet, Konservative, SF og Alternativet har fået galt i halsen, siden man mener, at det her er en international storby og en hovedstad værdig.
Ifølge Konservatives Morten Melchiors, drejer det sig om hensynet til Københavnerne og deres mulighed for at leve i byen. Men kommunens egne undersøgelser viser, at 97 procent selv benytter udeserveringer i hele byen og at 81 procent mener, at disse er ´positive´ eller ´meget positive´ for deres liv i byen. Melchiors lytter hverken til københavnerne eller til moderpartiets strategier for hovedstaden.
Han udtaler endog også i Aftensshowet i torsdags, at ’han er valgt for Københavnerne, så han er ligeglad med turisterne’. Den del, synes jeg, er ærgerlig, når man varetager et vigtigt embede i netop alle danskernes hovedstad og i en by der netop er og bør være katalysator for oplevelser, gastronomi og turisme fra både ind- og udland.
Ifølge SF er argumentet at Københavnernes sundhed er truet, selvom der ikke er undersøgelser, der viser at netop Københavnerne har følgesygdomme af manglende søvn fra udeserveringen, men faktisk derimod ligger inde med en undersøgelse, der viser, at langt størstedelen af Københavnerne vil udeserveringen, og at de mener, at de negative ting, der måtte være forbundet med dem, klart opvejes af de positive elementer ved udeserveringen.
Socialdemokraterne er gået i flyverskjul og Alternativet har lagt sig på ryggen for at svømme lidt tilbage på deres holdning, der lige netop tippede afstemningen, så forslaget om en lukning klokken 22 blev en realitet, og som gør, at beslutningen nu er i høring inden en afstemning.
Det er positivt at Alternativet har fundet tilbage til rødderne, for hvordan skal de som forsvarere for det kreative og det nysgerrige, kunne stå bag et forslag om at skære ned på kulturliv, oplevelser og den gode summen i hovedstaden? Hvor ville jeg bare ønske, at de ikke havde bragt os alle i en situation, hvor dette overhovedet er til diskussion.
Jeg må erklære mig uenig med det smalle flertal i udvalget i Københavns Kommune. En studieby, hovedstad og international by med en gastroscene på højeste niveau, skal ikke have den provinsielle og sovende stemning. Den skal være levende, kreativ og legende. Den skal ikke trækkes ned i middelmådigheden, når så mange har kæmpet for at nå det niveau byen har fået i dag. Tværtimod.
Provinsen vinder over København
København har som hovedstad stor betydning for turismen i resten af landet. Hvis København bliver mindre attraktiv, bliver det også mindre interessant at besøge resten af Danmark. Dermed står forslaget også i modsætning til vores nationale turismestrategi. Og hvilken storby med respekt for sig selv lukker i øvrigt ned klokken 22.00?
Det mest tragikomiske er måske, at landets eneste storby, København, lukker ned for udeservering, før man gør i både Odense, Aalborg og Århus – og for den sags skyld også Frederiksberg, hvor vi frihedselskende og kaffe- eller vindrikkende mennesker må søge ly efter klokken 22.
Man kan faktisk også nå fra København til Odense for at få sig en drink inden midnat og helt frem til klokken 2. Forslaget er ikke en international storby værdigt.
Freja Brandhøj, Politisk Direktør i Danmarks Restauranter og Caféer.

