Det familieejede investeringsselskab Kirk Kapital overgår endnu en gang sig selv og lander stort investeringsafkast på 1,6 mia. kr. i 2022.
Kirk Kapital lander et rekordresultat for 2022 med et investeringsafkast på 1,6 mia. kr. Særligt de strategiske investeringer har trukket i den positive retning med et afkast på 1.746 mio. kr. De finanselle investeringer gav et mindre negativt afkast i 2022. Det viser selskabets årsrapport, som netop er blevet offentliggjort.
Derudover har Kirk Kapital også øget sin traditionelle formueforvaltning og forvalter i dag ca. 14,4 mia. kr., hvoraf 5,5 mia. kr. er ekstern kapitalforvaltning for selskabets klienter.
“Vi er både meget tilfredse og stolte over vores investeringsresultat for 2022. Sidste år kunne vi præsentere det bedste resultat nogensinde, og i år har vi formået at toppe det endnu en gang. Resultatet er langt over det, vi havde forventet; især med tanke på krigen i Ukraine og den generelle uro på de finansielle markeder,” siger Kim Gulstad, CEO i Kirk Kapital.
Han forklarer, at afkastet kommer fra Kirk Kapitals strategiske investeringer, som udgør 6,2 mia. kr. og ved udgangen af 2022 talte i alt 16 virksomheder. I 2022 kunne Kirk Kapital yderligere tilføje tre nye virksomheder til porteføljen; Cookie Information og MobilHouse i Danmark samt norske Promon.
Bred positiv udvikling
“Vi har i 2022 haft en bred positiv udvikling i vores portefølje, investeret i nye virksomheder samt øget vores aktiviteter inden for traditionel formueforvaltning. Derudover har vi justeret på nogle af vores ejerandele og indgået nye partnerskaber med bl.a. ATP og Lundbeckfonden,” siger Kim Gulstad.
I 2022 udgjorde Kirk Kapitals finansielle investeringer ca. 2,3 mia. kr., mens selskabet investerede 5,5 mia. kr. som ekstern kapitalforvalter for sine klienter.
“Vi underskrev UN Global Compact Principles i 2021 som en del af vores øgede indsats på ESG. Det arbejde har vi nu for alvor taget hul på med fokus på særligt fire verdensmål. Indtil videre har vi fx forbedret barselsforholdene for vores medarbejdere, og så er vi begyndt at kortlægge vores CO2-aftryk og udarbejde konkrete initiativer til at sænke det,” siger Kim Guldstad.
I 2023 vil Kirk Kapital fortsat fokusere på langsigtet vækst i sine partnerskaber og fortsætte sin integrering af bæredygtighedstiltag. Indtil videre har selskabet i år udvidet porteføljen ved købet af den danske teknologivirksomhed PR electronics sammen med private equity-selskabet AGIC Capital.
Kim Gulstad understreger samtidig, at Kirk Kapital forventer en mere moderat udvikling i 2023 end de to foregående rekordår.
“Derfor forventer vi også et resultat for 2023, som bliver noget lavere, end vi har set i 2022 og 2021,” siger Kim Gulstad.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk