Sparekassen Sjælland-Fyn leverer et meget tilfredsstillende resultat på 814,8 mio.kr. før skat, hvilket er en fremgang på 16 pct. sammenlignet med 2023, og 623,1 mio. kr. efter skat. Aktionærerne kan – hvis det godkendes på generalforsamlingen – se frem til den hidtil højeste udbyttebetaling på 10 kr. pr. aktie.
Årsregnskabet for 2024 viser en stigning i Sparekassen Sjælland-Fyns basisindtjening på 26 pct. siden 2023.
“Stigningen i basisindtjeningen er bl.a. et resultat af, at vi har fokus på en ansvarlig omkostningsstyring. Derfor er er det særligt tilfredsstillende, at vi har begrænset omkostningsudviklingen – inklusive af- og nedskrivninger – til 2 pct.,” fortæller administrerende direktør Lars Petersson.
Årsresultatet er også begunstiget af, at sparekassens primære markedsområder er inde i en yderst positiv og interessant udvikling.
“Hovedstadsområdet og Odense er generelt præget af økonomisk vækst og tiltrækker mange investeringer. Derudover har vores øvrige markedsområder gavn af meget store anlægsinvesteringer indenfor medicinalindustri og infrastruktur – bl.a. Femern Bælt-forbindelsen,” fortæller Lars Petersson.
Investeringerne fremmer ikke kun væksten i de lokale økonomier, men er også med til at understøtte beskæftigelsen og udviklingen i ejendomspriserne.
Forretningsomfanget øges, mens omkostningsprocenten falder
Sparekassen Sjælland-Fyn har opnået vækst på flere nøgleområder i 2024, hvor det samlede forretningsomfang er steget med 6 pct.
“Vi ser bl.a. en stigning i formidling af realkreditlån til både privat- og erhvervskunder, der afspejler den øgede aktivitet på ejendomsmarkedet. Vores kunder efterspørger i høj grad også rådgivning og produkter relateret til pension og formueforvaltning, hvor vores værdipapirfonde giver flotte afkast og i 2024 er blevet belønnet med 4 ud af 5 stjerner hos ratingbureauet Morningstar,” fortæller Lars Petersson.
Mens forretningsomfanget er øget, er omkostningsprocenten faldet fra 61,1 pct. i 2023 til 56 pct. i 2024.
“En af målsætningerne i vores strategi er, at vores omkostningsprocent skal nedbringes til under 50 pct. senest ved udgangen af regnskabsåret 2026, og vi er godt på vej. Vi har fastholdt en ansvarlig omkostningsstyring og har fokus på at skabe en endnu mere effektiv, fleksibel og konkurrencedygtig virksomhed,” fortæller Lars Petersson.
Historisk højt udbytte kan være på vej til aktionærerne
På baggrund af det meget tilfredsstillende resultat indstilles det til generalforsamlingen, at der udbetales 10 kr. pr. aktie i udbytte til aktionærerne. Godkendes det, bliver det den højeste udbyttebetaling, siden Sparekassen Sjælland-Fyn blev børsnoteret i 2015.
Forventninger til resultatet for 2025
Sparekassen Sjælland-Fyn forventer et resultat før skat for 2025 i niveauet 625-750 mio. kr. Forventningerne er baseret på, at Nationalbanken nedsætter renten med samlet 0,75 %-point i løbet af 2025 og en forsigtig tilgang til nedskrivningsposten
Resultatet i overskrifter
· Primo egenkapitalen forrentes svarende til 18,4 pct. om året før skat og 14,1 pct. efter skat.
· Basisindtjeningen stiger 26 pct.
· Kapitalprocenten udgør 24,4 pct.
· Nettorenteindtægterne stiger 11 pct.
· Gebyrer og provisionsindtægter stiger 3 pct.
· Omkostningsniveauet, inklusive af- og nedskrivninger, stiger 2 pct.
· Omkostningsprocenten falder til 56 pct. (udgjorde 61,1 pct. samme tid sidste år).
· Nedskrivningsposten udgør 44,6 mio. kr.
· Det samlede forretningsomfang er de seneste 12 måneder steget 6 pct.