En ny konkurrent har meldt sig på markedet over supermarkeder på nettet. Foody, hedder det nye supermarked, der har særligt fokus på bæredygtighed.
Foody er et nyt onlinesupermarked, der nu ser dagens lys. Bag supermarkedet står en gruppe af investorer, der har sat sig for at skabe et supermarked med stort fokus på bæredygtighed og hurtig levering til kunderne.
Det skriver Detailfolk.dk
Projektet har været længe undervejs, og det færdige koncept blev formet som følge af coronakrisens store fokus på nethandel.
“De bæredygtige elementer hos Foody er på flere plan. For det første er hele operationen baseret på minimal påvirkning af miljøet og med en klar ambition om at være klimaneutral i driften. Det inkluderer blandt andet levering på elcykler og minimal brug af emballage,” siger Morten Haargaard, der er marketingansvarlig på Foody til Detailfolk.dk
Den hurtige levering af bæredygtige dagligvare vil i første omgang komme indbyggerne på Frederiksberg til gode, hvor kunderne kan se frem til at få leveret til døren inden for en time, eller selv hente indkøbene i Foody-butikken.
“For det andet er der valget af produkter i sortimentet, hvor vi fokuserer på økologi, miljøvenlighed og kvalitetsprodukter fra Danmark samt at fremme mindre forbrug,” siger Morten Haargaard.
Planen er, at Foodys koncept over gradvist skal gøres tilgængeligt i resten af hovedstaden.

