Mange ledere, mentorer og erfarne kolleger på tværs af brancher oplever, at unges behov for feedback er omfattende og tidskrævende. De opfatter Generation Z som usikre og uselvstændige, idet de konstant søger anerkendelse og feedback, skriver forfatter, ledelskonsulent og ekspert i Gen Z, Karen Christina Spuur.
Feedback og personlig udvikling er emner, der fylder meget for Generation Z, den unge generation, født mellem 1996 og 2010, og som i disse år kommer ind og får fodfæste på arbejdsmarkedet.
De unge ønsker at tale om deres egen udvikling frem for virksomhedens. Dette kan skabe frustration hos ledere, mentorer og kolleger, som ofte føler sig overvældede.
Evnen til at fastholde unge medarbejdere afhænger dog af, om man prioriterer feedback og dialog. Hvis du vil fastholde Generation Z, skal du finde tiden og formen til at give feedback, der fungerer for både dem, dig og din organisation. Det er nemlig en forventning blandt Generation Z at modtage feedback. Selvom det kan være frustrerende og opleves som forkælet, er det vigtigt at forstå, at deres behov er reelle.
Hvorfor er Generation Z så feedbackhungrende?
Generation Z’s behov for løbende dialog og feedback stammer fra et skolesystem præget af feedbackkultur, gruppearbejde og ligeværdig dialog med både lærere og undervisere. Forholdet til lærerne har været ligeværdigt, og tonen respektfuld og inkluderende. Denne forventning om ligeværd og respekt tager de med sig ind i arbejdslivet.
De unges ønske om feedback og anerkendelse dækker over mere, end mange måske er klar over. Efterspørgslen på feedback er et udtryk for ønsket om at:
- Dygtiggøre sig,
- Få hjælp til meningsskabelse,
- Øge forståelsen af rammerne,
- Sikre, at de er på rette vej,
- Vise, at de er engagerede og motiverede.
Generation Z er vant til at blive anerkendt for deres bidrag og udfordringer, hvilket de gør, når de føler sig psykologisk trygge. Spørgsmål som “Hvorfor skal vi ikke gøre det på en ny måde?” eller “Jeg er helt ny, men må jeg dele mine overvejelser om denne proces?” kan få mange ledere til at rynke panden i en travl og driftstung organisation.
At skulle tage sig tid til at indgå i dialog og give feedback på en tilsyneladende urealistisk idé kort før en deadline kan være udfordrende. Den måde, du reagerer på, og den tone, du bruger, er afgørende for, om du knytter den unge medarbejder til dig og virksomheden, eller om du skaber distance.
Hvis din unge medarbejder stopper med at efterspørge feedback, kan det være et tegn på, at vedkommende mentalt har trukket sig fra relationen, virksomheden eller opgaverne. Feedback og dialog bør derfor prioriteres højt i mange virksomheder, da det bidrager til at fastholde Generation Z.
Virksomheder, der formår at skabe plads til dialog og feedback, er godt på vej til at opbygge en læringskultur. Generation Z har viljen, ønsket, sproget og kompetencerne til at bidrage stærkt til videndeling og nytænkning. De er en gave for virksomheder, der ønsker at bevæge sig mod en læringskultur.
5 tips til at give effektfuld feedback
- Se det enkelte individ: Undersøg, hvilken type feedback der er brug for, og hvilken kommunikationsform der er hensigtsmæssig. Husk at skelne mellem:
- Opgaveniveau: Fokus på den unges viden og indholdet i deres arbejde.
- Procesniveau: Går dybere i forhold til tilgangen til arbejdsopgaven.
- Selvreguleringsniveau: Skaber refleksion og selvevaluering, forbedrer evnen til at prioritere og tænke strategisk.
- Timing: Feedback givet “just in time” har størst effekt. Den skal gives hurtigt efter en deadline for at have størst værdi for de unge medarbejdere, der er vant til “instant gratification” fra skolen, uddannelsen og sociale medier.
- Frekvens: Tal om deres forventninger og aftal konkrete feedbackmøder. Det giver dem ro og tryghed, og du undgår løbende afbrydelser. Frekvensen af feedbackmøder afhænger af den unge medarbejders erfaring, personlighed, rammerne for opgaven og opgavens kompleksitet.
- Tone og relation: For at feedback skal være effektiv, skal relationen mellem leder, kollega og ung medarbejder være tillidsbaseret, og kommunikationen ærlig og respektfuld. Når relationen og kommunikationen fungerer godt, bliver feedbacken udviklende og bidrager til at accelerere den unges udvikling. Overvej, om faglige fyrtårne, erfarne kolleger eller andre unge kan inddrages som løbende feedbackpartnere.
- Brug de unges sprog: De unge er opvokset med et stærkt sprog for læring. For dem er fejl en læringsmulighed. Begreber som personlig udvikling, potentiale, uddannelse og mestring er en naturlig del af deres hverdag.