Det danske IT-konsulenthus Globeteam er blevet udvalgt til rammeaftalen, SKI 02.17 It-konsulenter, som over de næste 4 år repræsenterer opgaver til en forventet værdi på over 4,2 mia. kr. i hele den offentlige sektor i Danmark.
Tildelingen er en anerkendelse af Globeteams position som en af de førende leverandører af IT-konsulentydelser i Danmark. Rammeaftalen, som træder i kraft den 1. juni 2025, vil løbe over en periode på 24 måneder med mulighed for yderligere forlængelse på 2 gange 12 måneder.
Globeteam var blandt de 18 virksomheder, der blev udvalgt til aftalen i en skarp konkurrence med i alt 39 tilbudsgivere. Globeteam kom i den sammenhæng ind på en placering som nummer 7 i den samlede evaluering – primært på grund af selskabets kvalitet inden for leverede ydelser, kompetencer og sektorviden.
Store perspektiver
Andreas Strandbygaard, Managing Director for Globeteams danske aktiviteter, ser store perspektiver i, at Globeteam er med blandt de førende IT-konsulenthuse, hvor staten vil få løst sine opgaver.
“Vi er meget glade for at være blevet tildelt en plads på SKI 02.17. Det er en anerkendelse af vores teams hårde arbejde og dedikation til at levere høj kvalitet til vores kunder. Denne aftale giver os en fantastisk platform til at udvide vores services og fortsætte med at bidrage positivt til digitaliseringen af den offentlige sektor i Danmark,” siger Andreas Strandbygaard.
Rammeaftalen omfatter 14 ydelsesområder, herunder projekt- og programledelse, databehandling, infrastruktur og hardware, test, it-udvikling, tilpasning af eksisterende systemer samt it-systemdrift. Globeteam forventes at levere omfattende it-konsulentydelser og rådgivning inden for disse kerneområder.