De fysiske butikkers rolle for de erhvervsdrivende har ændret sig markant over de seneste årtier. Fra at være den ene salgskanal, er de i dag blevet én blandt flere. Og nu mener flere retailere og eksperter, at den fysiske butik i stigende grad vil blive set som nethandlens reklamesøjle. E-handelsdirektør, Niels Ralund tvivler.
Går du ind i en fysisk butik for at søge inspiration, bladre lidt i bøgerne, mærke kvaliteten af tøjet, før du går hjem i sofaen og bestiller det, du har udset dig i butikkens netbutik?
Så er du langt fra den eneste, og ovenstående eksempel er nok noget, som langt de fleste danskere kan nikke genkendende til at gøre i større eller mindre omfang. Og ifølge visse eksperter går trenden imod, at flere og flere retailers begynder at se de fysiske butikker som reklamesøjler for nethandlen.
“Flere retailers øger antallet af butikker, og vi ser også eksempler på digital pure players, som af præcis samme årsag supplerer deres forretningskoncept med fysiske butikker. Min vurdering er, at vi kun har set toppen af isbjerget,” siger Karoline Lotz Jonassen, future commerce lead ved konsulenthuset Impact, i en pressemeddelelse omhandlende HiFi Klubbens fokus på, at de fysiske butikker i høj grad er med til at drive onlinesalget.
En gammel sejlivet myte
Spørger man e-handelsdirektør ved Dansk Erhverv, Niels Ralund, er der dog ikke meget nyt under solen, når det kommer til e-handlens samspil med de fysiske butikker.
“Det er jo den gamle traver, vi har hørt på i årevis; at vi går ind og kigger i butikker, og så render hjem og køber det hele online. At det skulle være noget nyt eller tidstypisk, det har ikke noget på sig.”
Han mener samtidig, at det nuværende fokus på at få den fysiske handel til at smelte sammen med e-handlen er en afledt effekt af coronapandemien, hvor mange retailere måtte se den fysiske handel lukke ned, og derfor slå sig op på ene og alene at møde kunderne online.
“Det har gjort, at det hele snarere er blandet sammen i én stor handel, fremfor at blive set som værende ren e-handel eller fysisk handel. Pengene ender i den samme pulje til sidst, og det er det, retailerne har fokus på. Man bruger e-handlen til at underbygge den fysiske handel, og den fysiske handel til at underbygge e-handlen.”