Danmarks største udbyder af sundhedsforsikringer, Dansk Sundhedssikring, har ansat Gustav Dahlberg som administrerende direktør i det svenske datterselskab DSS Hälsa. Dermed får DSS Hälsa en stærk profil i spidsen for de vækstambitioner i Sverige, som blev indledt sidste år, da Dansk Sundhedssikring købte den svenske healthcare-udbyder White Label Care og omdøbte selskabet til DSS Hälsa.
Gustav Dahlberg tiltræder senest den 7. juni 2022 eller tidligere – hvis muligt efter aftale med SOS International, hvor han i dag er executive vice president i selskabet med ansvar for healthcare-divisionen. Den kommende topchef i DSS Hälsa har været i SOS International siden 2016, før det har han i en årrække haft en række ledende positioner i den nordiske forsikringsgigant If.
“Det siger meget om vort svenske potentiale, at vi kan tiltrække en kapacitet som Gustav Dahlberg. Jeg glæder mig utrolig meget til, at han tiltræder jobbet, så vi for alvor kan få sat gang i det kolossale potentiale i Sverige, der er for at tilbyde sundhedsforsikringer til svenske lønmodtagere via deres arbejde. I dag anslås det, at omkring 800.000 svenskere er omfattet af en sådan sundhedsforsikring via deres arbejde. Potentialet er formentlig over dobbelt så stort. Vi vil i lighed med i Danmark, så efterfølgende håndtere hele visitationen til private og offentlige hospitaler, fysioterapeuter, psykologer og så videre,” siger Kent Jensen, der er CEO i Dansk Sundhedssikring og Sundhedsgruppen A/S.
Udover at blive CEO i DSS Hälsa indtræder Gustav Dahlberg også i direktionen af Sundhedsgruppen, som er moderselskabet til Dansk Sundhedssikring og DSS Hälsa.
“Det bliver fantastisk spændende at tiltræde dette nye job. Det koncept, som DSS Hälsa nu skal rulle ud i Sverige, passer perfekt ind til det svenske marked. Jeg er ikke i tvivl om, at vi virkelig vil kunne gøre en forskel for tusindvis af svenske lønmodtagere,” siger Gustav Dahlberg.
Foretrukken samarbejdspartner på markedet
DSS Hälsa har i dag en beskeden omsætning på 15 mio. kr. om året. Dette skal mangedobles og ambitionen er, at antallet af forsikrede i DSS Hälsa skal runde 20.000 i løbet af 2022.
Til sammenligning har Dansk Sundhedssikring i dag mere end 10.000 virksomheder og organisationer som kunder. Disse har tilsammen over 390.000 medarbejdere, hertil kommer den meget store outsourcing aftale, som Dansk Sundhedssikring fik fra AP Pension fra starten af 2020 med over 65.000 medarbejdere.
“Vi har udviklet et skalerbart og konkurrencedygtige tilbud, som gør, at vi er blevet den foretrukne samarbejdspartner på markedet, når det kommer til sundhedsforsikringer. Den position forventer vi også at kunne få i Sverige,” siger Kent Jensen, som vil være fungerende adm. direktør i DSS Hälsa frem til Gustav Dahlberg tiltræder senest i juni i år.
Få mere information på DSS Hälsas hjemmeside.