Det danske arbejdsmarked er i europæisk topklasse, når det gælder at få ledige hurtigt i job, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Også når det kommer til at få langtidsledige i job, er Danmark bedst.
Lønmodtagere i Danmark kommer hurtigt i job, hvis de bliver ramt af ledighed. Faktisk hurtigere end i noget andet EU-land.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Eurostat.
“Det er afgørende, at vi hurtigt får hjulpet ledige tilbage i arbejde, og det er vi heldigvis rigtig gode til herhjemme. Faktisk bedst i EU. Den danske arbejdsmarkedsmodel bliver ved med at levere topresultater,” siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I Danmark var 40,6 procent af de ledige ved indgangen til ét kvartal i job ved begyndelsen af det næste kvartal i 2025. Det er langt over gennemsnittet for de 27 EU-lande, der lå på 23,3 procent.
Det er samtidig nok til at give Danmark en førsteplads i EU for 15. år i træk.
Også når det kommer til at få langtidsledige i beskæftigelse, er Danmark bedst i EU. I gennemsnit kom næsten hver fjerde af de langtidsledige i arbejde fra kvartal til kvartal. Langtidsledige defineres som personer, der ikke har været i job i mindst et år.
”Der er stor rotation på det danske arbejdsmarked, og det betyder, at mange ledige relativt hurtigt kommer i job. Den fleksibilitet fordrer et forholdsvis stærkt sikkerhedsnet og en aktiv beskæftigelsesindsats for at bevare de lediges kontakt til arbejdsmarkedet,” siger Frederik Olsen.
”Ved årsskiftet trådte den nye reform af beskæftigelsesindsatsen i kraft. Den mindsker i praksis investeringerne rettet mod at få ledige i job. Effekten er ikke slået igennem endnu, men det bliver interessant at følge, om vi fortsat kan bevare vores stærke position i forhold til at få ledige i job fremover,” siger Frederik Olsen.
Analysens hovedkonklusioner
- I 2025 kom gennemsnitligt 40,6 procent af de ledige i et givent kvartal i job i det efterfølgende kvartal. Dermed var Danmark bedst i EU til at få ledige i job. Tallet er væsentligt over EU-gennemsnittet på 23,3 procent, og det er 15. år i træk, at Danmark er EU-mestre i at få ledige i job.
- Danmark har også den højeste andel af langtidsledige, der kommer i job.
- Når mange ledige kommer i job, sikrer det en lav langtidsledighed. I Danmark er det 16,0 procent af de ledige, der har stået uden job i minimum ét år. Det er den næstlaveste andel i EU efter Holland.
- Kombinationen af fleksibilitet, et stærkt sikkerhedsnet og aktiv arbejdsmarkedspolitik er med til at sikre en høj mobilitet på arbejdsmarkedet.

