Coronakrise rimer på grøn genopretning

Klimalov, bindende delmål og 70 procent reducering af drivhusgasser lyder alt sammen godt på papiret, men vejen dertil er en anden historie. Der skal konkrete tiltag på tegnebrættet, og en mere håndgribelig CO2-afgift, hvor forureneren selv betaler. Det kan være nøglen til en grønnere genopretning af Danmark oven på coronakrisen.

I december 2019 fik Danmark sin første klimalov nogensinde, efter at den nyvalgte S-regering formåede at få stablet et bredt flertal på benene, hvor alle folketingspartier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige kunne være med. Klimaloven er indrettet således, at den forpligter både siddende og fremtidige regeringer til at arbejde mod målet: En reducering i udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Det lyder måske simpelt, og det er det i og for sig også, men vejen dertil er langt fra ligetil. På trods af, at Danmark siden 1990 har været blandt de mest ambitiøse lande, når det handler om klimadagsordenen, og energisektoren har været igennem en enorm omstilling, er der kun blevet skåret 23,5 megaton af drivhusgasudledningen i denne periode. Det efterlader et grønt hul på yderligere 28,4 megaton, der skal skæres fra frem mod 2030, så tempoet i den grønne omstilling skal mere end fordobles, hvis det skal lykkes.

Forureneren skal betale

Heldigvis for den ærgerrige regering nåede Klimarådet lige akkurat at præsentere en rapport før Danmark gik i coronanedlukning, som indeholder en række anbefalinger til, hvordan vi skal nå 70-procentsmålet i 2030. Endnu mere heldigt for regeringen er det, at rapporten fra Klimarådet indeholder et meget centralt punkt – som i høj grad retfærdiggør beslutningen om at udlicitere ekspertarbejdet til Klimarådet – nemlig anbefalingen, der vedrører CO2-afgifter.

Resultaterne kommer først, når de adfærdsmæssige ændringer bliver en realitet, og netop derfor spiller CO2-afgiften en hovedrolle for Klimarådet. Og hvad går en CO2-afgift helt konkret ud på? I al sin enkelhed er det en afgift, der opkræves af den enkeltperson eller det firma, som udleder CO2. På den måde bliver det gjort dyrere at forurene, og et finansielt incitament er noget man kan forstå både i erhvervslivet og blandt borgerne.

Som repræsentant for en SMV-virksomhed kan jeg ikke understrege nok, hvor positivt vi ser på CO2-afgifter som afgørende for målsætningen om 70 procent reducering. Vi er mange virksomheder, som allerede gør, hvad vi kan, for at lette CO2-aftrykket på frivillig basis, fordi vi tror på, at det virker, og at vi har et samfundsansvar. Indførelse af skærpede CO2-afgifter vil dermed øge incitamentet til at gå endnu hårdere til værks – både for os og for mange andre virksomheder.

CO2-afgift som virkemiddel er ikke et ukendt fænomen i dansk klimapolitik, men sådan som afgiftssystemet er indrettet i dag, er det for rodet, uhåndgribeligt og uigennemskueligt. Systemet bør derfor ændres, så vi får en mere ensartet og konkret afgift at forholde os til, som har et væsentligt højere niveau end det vi ser i dag.

Grøn genopretning

Når Danmark inden for den nærmeste fremtid (forhåbentlig) er kommet ud på den anden side af den økonomiske krise, bør CO2-afgiften danne finansielt grundlag for den langsigtede grønne omstilling. Hvis erhvervslivet skal have mulighed for at tilpasse sig, vil en gradvis indfasning være at foretrække for at bevare beskæftigelsen og konkurrenceevnen. Der er derfor ingen tid at spilde for beslutningstagerne, eftersom en grøn genopretning oven på den verserende krise vil være en oplagt anledning. Det handler om at sende et klart signal til både samfund og investorer.

Et signal kan tage mange former, men et godt sted at starte er offentlige grønne indkøb, fremrykning af havvindudbud samt energibesparelser i bygninger og industrien. Disse kan sagtens finde sted, mens coronakrisen buldrer, og økonomien udfordres. Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at produktionen ikke bare flytter til et andet land, så forureningen foregår derfra. Denne problemstilling kan imidlertid imødekommes med et midlertidigt bundfradrag til konkurrenceudsatte virksomheder, som samtidig vil hjælpe konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Brugen af bundfradraget skal overvåges og løbende justeres, så det ikke blot bliver en sovepude for de virksomheder, der får gavn af det.    

Oven på en økonomisk krise handler det om at se mulighederne frem for begrænsningerne, og muligheden for at slå til, bliver kun mindre rentabel jo længere det udskydes. Det er på tide, at der leveres ambitiøse handlingsplaner til ambitiøse målsætninger.

Tomme tønder buldrer mest, men for Danmarks og klimaets skyld må vi håbe, at der ikke er tale om en hul målsætning.