Statsministeren turnerer i disse dage med en fortælling om frygt og kriminalitet i det københavnske natteliv. Men Mette Frederiksens frygt bakkes ikke op af virkeligheden, og lader til at være opfundet til lejligheden, mener Freja Brandhøj, politisk direktør i DRC, restauratørernes brancheorganisation.
Jeg er virkeligheden!
Sådan lød det fra Statsministeren, efter sidste uges diskussioner om en ny bandepakke og adskillige forslag til at gøre Danmark – og især områderne i og omkring hovedstaden mere sikre. En diskussion som igen er endt ud i en helt uberettiget kritik af det københavnske natteliv i Indre by.
Min appel er dog, at vi alle forholder os til fakta, og venligst holder nattelivet ude af denne pseudodiskussion før, at alle twitter- og Facebook-trolde stormer ud og raser mod nattelivet, som de tydeligvis ikke har opholdt sig i de seneste år.
Statistikker og virkelighed
Sagen er nemlig den, at den seneste tryghedsundersøgelse i København viser, at Indre by er en af de mindst ‘utrygge’ områder af byen. Kun 6 pct. angiver i undersøgelsen, at de er utrygge i nabolaget, og bare 12 pct. angiver, at de er utrygge i aften- og nattetimerne.
Dette holdt oppe imod at hhv. 19 pct. og 34 pct. er føler sig utrygge i Brønshøj/Husum området. Derudover viser undersøgelserne generelt, at der er færre anmeldelser om kriminalitet, og at kriminaliteten er mere end halveret fra 2016 til 2021. Generelt har trygheden i København været stødt stigende – og utrygheden faldende – siden 2009, og alt ser ud til at fortsætte i netop den retning.
Der er ingen, der kan tage fra de op mod 12 pct. – eller fra statsministeren, at man kan føle sig utryg – det er selvfølgelig en subjektiv følelse.
Jeg mener dog stadig, at vi skal være varsomme med at skabe en diskurs, en frygt og en tendens der rammer de 88 pct. af befolkningen, der faktisk føler sig ganske trygge. Og i øvrigt de mange erhvervsdrivende, der tager et enormt ansvar i det professionelle natteliv, hver eneste aften og nat, for at gøre det så trygt som muligt.
Så inden valgflæsket for alvor kastes efter selvopfundnene sager, der skal skabe frygt i det ganske land – så lad os først forholde os til virkeligheden
Freja Brandhøj.
Det professionelle natteliv skaber tryghed
Det professionelle natteliv bidrager allerede til en øget bevidsthed omkring problemerne gennem aktive partnerskaber og med informations- og kampagneindsatser overfor gæster og medarbejdere. De sørger for, at jeg med ro i maven kan sende vores store teenagere i byen, med visheden om, at der bliver er taget hånd om dem i det professionelle natteliv i Indre by.
Langt de fleste nattelivsvirksomheder og restaurationer har allerede indført socialt bæredygtige tiltag, siger nej til chikane, grænseoverskridende adfærd, har en nultolerance over for stoffer, værner om de gæster der er der, udsender regler og retningslinjer både før, under og efter festen, nudger til gode og anstændige rammer – og hvorfor skulle de også gøre andet?
Det vil gerne give gæsterne en god oplevelse – og så kommer de jo nok igen. Sikkerhed, tryghed og en god oplevelse er en af kerneydelserne i det københavnske natteliv. Det er nemlig den bedste business plan, både for gæsterne og de ansatte at man passer på dem og hinanden.
I stedet for at skubbe til frygten – så lad os fremme det billede, virkeligheden tegner
I den virkelighed størstedelen af os lever i – og især i de større byer – er der et aktivt fællesskab om nattelivet, som kæmper for at skabe større diversitet, mere mangfoldighed og nogle ‘safer spaces’ til gæsterne og de ansatte.
Her er et af hovedtemaerne, at der er opsat regler og retningslinjer, husregler, tryghed og sikkerhed. Sådan ser store dele af nattelivet ud nu – og sådan bliver fremtiden. Det er et billede, der ikke skal mases ind i statsministerens fortælling om frygt. Det passer simpelthen ikke ind.
Kunne trygheden og sikkerheden øges – og bør den?
Selvfølgelig bør den det! Der er ingen tvivl om at dørpersonalet kan blive endnu bedre – men det er heller ingen tvivl om at den nye uddannelse over de sidste par år har gjort en mærkbar forskel. Der er ingen tvivl om, at der kunne bruges flere ressourcer på politi og natteravne/natteværter – men der er ingen politisk villighed til at kaste ressourcer efter det.
Så inden valgflæsket for alvor kastes efter selvopfundnene sager, der skal skabe frygt i det ganske land – så lad os først forholde os til virkeligheden, sådan som langt de fleste af os oplever den og derefter arbejde målrettet på at løse de problemer, der stadig måtte være.
Freja Brandhøj er politisk direktør i DRC, restauratørernes brancheorganisation.

