Efter at Aarhus Universitet tirsdag erkendte fejl i beregningerne bag den nye kvælstofregulering, rejser tal fra de danske naturskove yderligere tvivl om det faglige grundlag. FødevareDanmark kræver, at ministeren sætter reguleringen på pause, indtil beregningsgrundlaget er undersøgt til bunds.
Hvor meget kvælstof udvasker naturen egentlig, når vi holder op med at dyrke jorden og overlader den til sig selv?
Spørgsmålet har fået ny aktualitet, efter at Aarhus Universitet tirsdag erkendte fejl i beregningerne bag den nye kvælstofregulering. Samtidig rejser historiske undersøgelser fra 111 danske skove nye spørgsmål om myndighedernes vurdering af naturens egen kvælstofudvaskning.
Blandt de undersøgte skove skiller fem sig ud ved at være helt eller næsten upåvirkede af mennesker. Her viser målinger og beregninger en årlig kvælstofudvaskning på 44-60 kilo pr. hektar – op mod ti gange så meget som de referenceværdier på 2-5 kilo kvælstof, der anvendes for naturarealer.
Det får brancheorganisationen FødevareDanmark til at kræve, at den nye kvælstofregulering sættes på pause, indtil det faglige grundlag er undersøgt til bunds.
– Vi har fået skabt en forestilling om, at kvælstofudvaskningen næsten forsvinder, når vi holder op med at dyrke jorden. Men landbrugsjorden ligger jo ofte der, hvor jorden er fed og næringsrig. De her undersøgelser viser, at selv når naturen passer sig selv, kan der udvaskes betydelige mængder kvælstof. Derfor er vi nødt til at få styr på tallene, før vi gennemfører så omfattende krav til landbruget, siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.
Skov kan udvaske mere end dyrket jord
De historiske data stammer blandt andet fra undersøgelser offentliggjort i 1996 og 2008.
I Suserup Skov på Sydsjælland, hvor den menneskelige påvirkning gennem lang tid har været begrænset, er der tidligere opgjort en årlig kvælstofudvaskning på 44 kilo pr. hektar.
Til sammenligning viser den seneste NOVANA-rapport fra Aarhus Universitet en gennemsnitlig udvaskning på omkring 37 kilo kvælstof pr. hektar fra dyrkede marker på lerjord.
Selvom undersøgelserne bygger på forskellige metoder og ikke kan sammenlignes direkte, viser tallene, at udvaskningen fra skov under visse forhold kan være højere end fra dyrkede marker. Det rejser ifølge FødevareDanmark spørgsmål om, hvor stor en miljøgevinst der kan forventes, når landbrugsjord omlægges til skov.
– Hvis myndighederne undervurderer, hvor meget kvælstof der kommer fra naturen selv, risikerer vi også at overvurdere, hvor meget vi kan reducere udvaskningen ved at tage landbrugsjord ud af drift. Derfor skal vi have undersøgt, om de værdier, man regner med i dag, faktisk svarer til virkeligheden, siger Leif Wilson Laustsen.
Ministeren må gribe ind
FødevareDanmark kræver nu, at minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) iværksætter en uafhængig gennemgang af beregningsgrundlaget og den forventede miljøgevinst ved at omlægge landbrugsjord til skov.
– Mistilliden til det videnskabelige grundlag er afgrundsdyb. Først forsikrer myndighederne os om, at beregningerne holder. Så erkender Aarhus Universitet fejl. Og nu rejser skovmålinger nye spørgsmål. Man begynder jo at spørge sig selv, hvor meget af grundlaget for den nye kvælstofregulering vi egentlig kan stole på, siger Leif Wilson Laustsen.
Organisationen kræver samtidig svar på, hvordan de historiske skovundersøgelser indgår i myndighedernes beregninger, og hvad en eventuel ændring af den naturlige baggrundsbelastning vil betyde for de nye kvælstofkrav.
– Vi skal selvfølgelig passe på vandmiljøet. Men vi kan ikke pålægge landbruget vidtgående krav, hvis vi ikke har styr på det faglige grundlag. Ministeren må sætte reguleringen på pause og få undersøgt sagen til bunds. Alt andet vil være en hån mod de landmænd og fødevarevirksomheder, der skal leve med konsekvenserne, siger Leif Wilson Laustsen.

