En elbilist med et gennemsnitligt kørselsbehov kan nøjes med en årlig ladeudgift på under 1.000 kr. Men uden fokus på elpriserne kan regningen ende på mere end 5.000 kr. om året.
Elbilerne er kommet for at blive, og det er en stor fordel for nye elbilister, at prisen for transport som regel falder markant, når de skifter benzinkortet ud med en ladeapp. Men selv blandt elbilister med samme kørselsbehov kan der være stor forskel på, hvor meget det koster at komme frem.
Den årlige ladeudgift kan komme helt ned på under 1.000 kr. for en bilist, der lader på de tidspunkter af døgnet, hvor elprisen er lavest. Til sammenligning kan udgiften for samme elbilist stige til 5.000 kr. eller mere, hvis man ikke er opmærksom på elpriserne.
For en gennemsnitlig elbil svarer det til, at den dyreste opladning kan koste mere end fem gange så meget som den billigste.
Timerne gør forskellen
Bag forskellen ligger de løbende udsving i elprisen gennem døgnet.
– Når man først har investeret i en elbil, giver det god mening også at udnytte de timer, hvor strømmen er billigst, når man har mulighed for det. Her kan man faktisk spare flere tusinde kroner uden at køre en eneste kilometer mindre, siger Christian Drejer, kommerciel direktør i Energi Fyn.
Regnestykket tager udgangspunkt i en elbil med et batteri på 77 kWh, en rækkevidde på cirka 450 kilometer og et årligt kørselsbehov på 15.000 kilometer. Det svarer til omkring 34 opladninger om året. Beregningen inkluderer alle tariffer til netselskab og Energinet, afgifter og moms. Der er taget udgangspunkt i elprisen fra to dage i august og nettarif fra Vores Elnet.
Teknologien kan gøre arbejdet
For at kunne holde en årlig ladeudgift på omtrent 1.000 kr. kræver det, at man kan lade bilen derhjemme, når priserne er billigst. I sommerhalvåret er det som regel i de tidlige eftermiddagstimer, mens man ofte ser, at elprisen er lavest om natten i vinterperioden.
Det kan være en fordel generelt at holde øje med elpriserne i apps som eksempelvis den, Energi Fyn stiller til rådighed. Men man behøver ikke at holde grundigt øje med prisen dagen lang. Det kan ladeboksen gøre.
– I dag kan intelligente ladeløsninger selv finde de billige timer. Derfor behøver man ikke følge elmarkedet tæt for at få glæde af de lave priser. Det vigtigste er bare at få en ladeboks derhjemme og indstille den til SmartCharge, så den automatisk lader, når strømmen er billigst i stedet for at lade, lige når man kommer hjem. Så skal man blot huske at sætte ladekablet i, siger Christian Drejer.
Ifølge Christian Drejer er elbilen derfor et godt eksempel på fleksibelt elforbrug. For de fleste gør det ingen forskel, om bilen lader nu eller nogle timer senere, så længe den er klar, når man skal bruge den.

