Trods mindre tilbagegang tiltrækker danske startups fortsat betydelig risikovillig kapital, men konkurrencen om de største investeringer er blevet skærpet. Det viser EIFOs årlige analyse From Startup to Scaleup 2026.
Danske startups tiltrækker fortsat betydelige mængder risikovillig kapital. Selvom ventureinvesteringerne faldt en smule i 2025 og i første halvår af 2026, tiltrak danske startups omkring 3,4 milliarder euro i venturekapital i perioden 2023-2025. Det placerer Danmark blandt Europas fem stærkeste ventureøkonomier målt i forhold til BNP.
Det viser analysen ’From Startup to Scaleup 2026’, der er EIFOs årlige overblik over udviklingen på de danske kapitalmarkeder for startups og scaleups.
Den globale venturekapital voksede samlet med 31 procent i 2025, særligt drevet af en markant fremgang i Nordamerika. I Europa var væksten mere afdæmpet, men Danmark fastholdt sin position blandt de fem mest ventureintensive lande efter Sverige, Storbritannien, Finland og Schweiz.
”Vi har set en mindre tilbagegang, men Danmark har alligevel fastholdt sin position som et stærkt venturemarked. Det vidner om, at der fortsat er investorer, som tror på danske virksomheders vækstpotentiale, og det gør vi også,” siger EIFOs investeringsdirektør, Erik Balck Sørensen.
De danske investeringer er ifølge analysen fortsat koncentreret omkring de tidlige vækstfaser. Mere end fire ud af fem ventureinvesteringer blev således gennemført i pre-seed-, seed- og early stage-virksomheder, hvilket understreger investorernes fortsatte villighed til at finansiere nye innovative virksomheder.
Investorerne bliver mere selektive i de senere vækstfaser
Mens hovedparten af investeringerne fortsat går til startups i de tidlige vækstfaser, viser analysen også, at modne vækstvirksomheder fortsat tiltrækker betydelig kapital. Growth-Stage investeringsrunder stod således for 50 pct. af den samlede investerede venturekapital i 2025.
Omvendt peger analysen på et mere forsigtigt marked for de større vækstvirksomheder. Andelen af de største investeringsrunder på mere end 6,7 millioner euro faldt fra 34 procent i 2024 til 27 procent i 2025 og videre til 22 procent i første halvår af 2026. Ifølge analysen afspejler udviklingen et marked, hvor investorerne er blevet mere selektive i de sene finansieringsrunder.
“Vi er i Europa blevet langt bedre til at finansiere nye startups. I dag ligger udfordringen i højere grad i de senere vækstfaser, hvor virksomhederne skal rejse større beløb for at skalere globalt. Samtidig er investorerne blevet mere selektive, hvilket skærper konkurrencen om kapitalen,” siger Erik Balck Sørensen, der derfor er begejstret for den nylige lancering af Scaleup Europe Fund, som EIFO er blandt ankerinvestorerne i.
”Vi ser nogle gode potentialer for de danske scaleups i Scaleup Europe Fund, men der skal selvfølgelig mere til, og det arbejder vi også med løsninger til,” tilføjer han.
Matchlån hjælper virksomheder i gang med vækstrejsen
Samtidig peger årets analyse på, at finansieringsvilkårene for danske små og mellemstore virksomheder gradvist er blevet bedre.
Efter en periode med højere renter og vanskeligere adgang til finansiering har lavere inflation og rentenedsættelser gjort det lettere og billigere for virksomheder at låne til investeringer og vækst. Billedet er dog blevet mere nuanceret i 2026, hvor stigende energipriser har løftet inflationen igen, og fornyet geopolitisk usikkerhed påvirker de økonomiske udsigter.
Udviklingen i finansieringsvilkårene peger imidlertid i flere retninger. På den ene side forventer danske banker at lempe kreditstandarderne over for SMV’er yderligere i tredje kvartal af 2026. På den anden side kan de renteforhøjelser, som Den Europæiske Centralbank og Danmarks Nationalbank gennemførte i juni, dæmpe efterspørgslen efter finansiering i andet halvår. Det gør det vanskeligt at vurdere, hvordan finansieringssituationen vil udvikle sig det kommende år og understreger samtidig betydningen af, at innovative virksomheder har adgang til flere forskellige finansieringskilder.
Det gælder f.eks. EIFOs Matchlån, der i høj grad bliver benyttet af de tidlige startups. Med Matchlånet kan EIFO matche investeringer fra business angels og andre tidlige investorer og dermed bidrage med yderligere kapital til virksomheder i de tidlige udviklingsfaser.
“Vi glæder os over, at EIFO har styrket sin position i forhold til at understøtte kommercialiseringen af innovative startups. Vores mulighed for at matche investorernes kapitalindskud i tidlige virksomheder er med til at accelerere deres udvikling. Samtidig reducerer vi risikoen for investorerne og tiltrækker en bredere kreds af investorer, der kan investere i tidlige, innovative virksomheder,” siger Signe Thustrup Kreiner, der er kommerciel direktør på SMV-området i EIFO.
Siden Matchlånet blev relanceret i marts sidste år, har EIFO udbetalt 154 Matchlån til sammenlagt 233 millioner kroner.
Analysen præsenteres i forbindelse med TechBBQ, der er et tilbagevendende event i det nordiske tech startup-miljø, som afholdes i Bella Center i København.

