Som industri er life science-sektoren afgørende for væksten i dansk økonomi. Alligevel svarer hver anden dansker ifølge en ny undersøgelse, at de ikke, hvad life science dækker over. Et problem, der skal tages alvorligt, mener Lif.
Hver anden dansker svarer, at de ikke ved, hvad life science er. Og det er selv om, sektoren er blandt de vigtigste drivkræfter bag dansk vækst og velstand. Det viser en ny Voxmeter-undersøgelse gennemført for Lif, Lægemiddelindustriforeningen.
Når danskerne bliver bedt om at sætte ord på begrebet, spænder svarene vidt fra “Novo Nordisk” og “lægemidler” til “humbug”, “hippier og krystaller” og “varm luft”.
Det manglende kendskab er vi nødt til at tage alvorligt, siger adm. direktør i Lif, Thomas Senderovitz:
“Vi lever af life science i Danmark. Hvis danskerne ikke forstår sektorens betydning, risikerer vi på længere sigt at miste både talent, investeringer og opbakning til forskning. Det er vigtigt at styrke de industrier, der er med til at betale for dansk velfærd og velstand. Og det starter naturligvis med, at man ved, hvad sektoren dækker over,” siger han.
Ifølge Oliver Schnittka, professor i marketing, branding og forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet, er det manglende kendskab til life science-sektoren problematisk.
“Hvis unge ikke kender branchen, bliver de heller ikke tiltrukket af den, selvom den rummer mange af deres fremtidige jobmuligheder,” siger Oliver Schnittka.
Han kalder life science for en stærk økonomisk drivkraft, hvor det er afgørende med politisk opbakning og investering i fremtiden.
“Men det er svært for politikere at investere i noget, som skatteyderne ikke umiddelbart kan se værdien af,” siger han.
Jakob Roland Munch, professor i økonomi ved Københavns Universitet og en del af formandskabet for Det Økonomiske Råd siger, at medicinalbranchen i de senere år har været en væsentlig drivkraft bag eksport, velstand og vækst, hvilket er medvirkende til de opjusteringer af råderummet, vi har set de senere år.
Også når det kommer til produktivitetstilvækst er medicinalbranchen afgørende.
“Siden 2019 har medicinalbranchen stået for næsten hele produktivitetsvæksten,” siger Jakob Roland Munch.
Tilbage hos Lif, har man ikke tænkt sig at lade sektoren forsætte sin lidt annonyme tilværelse.
“Vi har en life science-sektor i Danmark, som danskerne kan være virkelig stolte af. Det kan og skal vi blive bedre til både at vise og fortælle om, og det gør vi. Måske vi så skal kalde os noget mere catchy. Det er ikke, det vigtige for mig. Det vigtige er, at få gjort flere opmærksomme på, at vi altså har noget helt specielt i Danmark. Og det skal vi være stolte af,” siger Thomas Senderovitz.
Fakta om undersøgelsen:
Dataindsamlingen er gennemført som en webbaseret
spørgeskemaundersøgelse.
Dataindsamlingen er gennemført i perioden fra den 4. marts 2026 til den 13.
marts 2026.
Målgruppen er personer i alderen 18 år eller derover.
1.005 respondenter har besvaret spørgeskemaet.
Datasættet er vejet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks
Statistik.
1: Hvad forbinder du med life science?
| Videnskab om livet: | 12,7 % |
| Naturvidenskab | 2,1 % |
| Fremtiden | 1,2 % |
| Sundhed/helbred | 5,8 % |
| Medicin | 6,6 % |
| Livserfaring | 2,0 % |
| Biovidenskab | 8,2 % |
| Forskning | 4,6 % |
| Lægevidenskab | 0,9 % |
| Generel videnskab | 4,2 % |
| Uddannelse | 0,6 % |
| Ingenting/intet | 12,3 % |
| Andet | 8,5 % |
| Ved ikke | 36,8 % |
| Total | 100,0 % |
2: Hvad mener du, er den vigtigste effekt, life science-sektoren har for Danmark*
| Skaber arbejdspladser i Danmark | 12,3 % |
| Bidrager væsentligt til dansk økonomi | 15,3 % |
| Udvikler ny medicin og behandlinger | 37,6% |
| Forbedrer folkesundheden | 25,6 % |
| Styrker forskning og innovation | 29,6 % |
| Styrker Danmarks internationale position | 9,4 % |
| Gør Danmark mindre afhængig af andre lande | 6,8 % |
| Øger økonomisk eller sundhedsmæssig ulighed | 4,6 % |
| Koncentrerer markedsmagt hos få store virksomheder | 2,8 % |
| Medfører, at dyre behandlinger kun kommer få til gode | 2,1 % |
| Medfører store offentlige udgifter | 2,6 % |
| Har samlet set begrænset betydning for Danmark | 1,9 % |
| Andet | 0,2% |
| Ved ikke | 18,6 % |
| Total | 100,0% |
*Forud for dette spørgsmål blev deltagerne præsenteret for denne definition af life science: Life science dækker over lægemidler, medicinsk bioteknologi og medicinsk udstyr, herunder sundhedsteknologi, hjælpemidler, velfærdsteknologi, sundhedsapps, AI-løsninger.
3. Mener du, at politikerne fremover bør prioritere investeringer i life science højere, lavere eller på samme niveau som i dag?
| Højere | 31,8% |
| Samme niveau | 41,0% |
| Lavere | 2,8% |
| Ved ikke | 24,4% |
| Total | 100,0% |

