Danmark har fået en ny regering. Nu er det tid til at sætte turbo på arbejdet med at fjerne bureaukratiske byrder og skabe bedre vilkår for de mennesker, der starter og driver virksomhed. SMVdanmark peger på behovet for en iværksætterpakke 2.0 og et markant opgør med bøvl, byrder og bureaukrati.
Den nye regering har fået sit parlamentariske grundlag på plads og har gode muligheder for at skabe brede aftaler i Folketinget. Hos SMVdanmark er forventningen klar: Arbejdet med at styrke dansk erhvervsliv skal fortsætte med fokus på de små og mellemstore virksomheder.
“Danmark har brug for en regering, der tør tage fat på de problemer, som hver dag stjæler tid, penge og energi fra landets virksomheder. Bureaukratiet er efterhånden blevet så omfattende, at det hæmmer både vækst, investeringer og lysten til at starte virksomhed. Det er en bunden opgave for den nye regering at gøre op med det,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Nu skal der leveres på afbureaukratisering
Med finansloven for 2026 blev det besluttet at kortlægge den samlede byrde fra bureaukratiet. Men det skal omsættes til konkrete resultater, mener SMVdanmark:
“Den nye regering må og skal sætte turbo på det vigtige arbejde med at mindske de bureaukratiske byrder for dansk erhvervsliv. SVM-regeringen tog vigtige skridt i den rigtige retning, men vi har brug for både højere ambitioner, mere handling og højere tempo, hvis det for alvor skal gøre en forskel,” siger Jakob Brandt.
Han peger på, at virksomhederne i stigende grad mødes af dokumentationskrav, indberetninger og kontrol, som fjerner fokus fra kunder, innovation og jobskabelse.
“Alt for mange virksomhedsejere oplever i dag, at de bruger mere tid på at være administratorer frem for iværksættere og ledere. Sådan skal det ikke være,” siger Jakob Brandt.
Iværksætterpakke 2.0 bør være næste skridt
SMVdanmark opfordrer samtidig regeringen til hurtigt at tage fat på næste store reform af iværksætterområdet. Danmark har brug for flere virksomheder, der tør investere og skabe arbejdspladser. Derfor bør regeringen bygge videre på de tidligere initiativer og lancere en ambitiøs Iværksætterpakke 2.0.
“Vi har brug for, at flere danskere får mod på at starte virksomhed, og at flere af de virksomheder, der allerede er startet, får mulighed for at vokse sig større. Derfor håber vi, at regeringen hurtigt vil tage fat på en Iværksætterpakke 2.0, som kan gøre Danmark til et endnu bedre land at starte og drive virksomhed i,” siger Jakob Brandt.
Han understreger, at stærke SMV’er er en forudsætning for både vækst og velfærd.
“Det er netop iværksætterne og de små og mellemstore virksomheder, der driver en stor del af den vækst og indtjening, som skal finansiere vores fælles velfærd og tryghed. Derfor er gode rammevilkår for SMV’erne ikke et særhensyn. Det er en investering i hele Danmark.”

