Virksomheder omstiller til elbiler hurtigere end forventet. Økonomien driver beslutningen, men det er ladevanerne og praktikken, der afgør, om omstillingen lykkes i hverdagen.
Hos elinstallatørvirksomheden NITO-TEK er de i gang med at skifte deres varebiler til el. I dag har de 22 biler, og fire af dem er elvarebiler.
Skiftet hænger både sammen med økonomi og krav udefra, men kræver også en aktiv prioritering.
– Vi kan mærke, at det fylder mere i udbud og i forhold til grøn energi. Samtidig er priser og afgifter på diesel steget, siger Martin Roug, der er ejer af NITO-TEK.
Den daglige drift skal hænge sammen
Når virksomheder skifter til el, opstår der hurtigt spørgsmål om, hvor, hvornår og hvordan bilerne skal lade, og hvordan fungerer afregning?
Disse overvejelser kender de hos NITO-TEK. Men de stod også med en anden udfordring:
– Vi har ikke strøm nok til at lade alle biler her. Derfor var vi nødt til at finde en løsning, der stadig passer til vores drift, fortæller Martin Roug.
Løsningen: Firmabetalt opladning
Det var Energi Fyn, der hjalp NITO-TEK med løsningen, der går under navnet firmabetalt opladning. Det går ud på, at NITO-TEK har installeret ladestandere hjemme hos medarbejderne, så bilerne lader, mens de holder stille, og montørerne undgår spildtid og ekstra transport.
Samtidig er det NITO-TEK, der betaler for alle opladningerne, der automatisk bliver registreret og afregnet gennem en app udenom husstandens øvrige elforbrug.
– Vi er afhængige af, at folk kommer hurtigt ud til kunderne. Når bilerne er fyldt med værktøj, falder rækkevidden, så vi skal kunne lade hver dag. Det fungerer kun, hvis det er nemt, lyder det fra Martin Roug.
Mange er usikre
Erfaringerne fra NITO-TEK er ikke unikke. Mange virksomheder er usikre på især opladning og afregning.
En europæisk analyse fra mobilitets- og leasingselskabet Arval viser, at virksomheder skifter til elbiler i et tempo, der overgår deres egne forventninger, og i Danmark har 57 procent af virksomhederne allerede taget el eller hybrid i brug. Økonomien driver udviklingen, men usikkerhed om drift og opladning er stadig en barriere. Samtidig efterspørger 45 procent løsninger, der forbedrer flådens performance.
Det genkender Katja Jepsen, der har hjulpet NITO-TEK og arbejder med ladeløsninger til erhverv hos Energi Fyn:
– Rigtig mange overvejer stadig, hvornår de skal skifte. Rækkevidde fylder stadig i forhold til varebiler på el, men vi oplever en stigende interesse for firmabetalt opladning, fordi det er en enkel løsning eller supplement, når virksomheder skifter til el, siger hun.

