Med det nuværende tempo vil SVM-regeringens egen forøgelse af antallet af ledere og administratorer i staten først være tilbagerullet i 2040, viser ny analyse fra CEPOS
Antallet af administrative medarbejdere og ledere i staten er steget med 6.775 under SVM-regeringen.
Det viser en ny analyse fra CEPOS, der kortlægger udviklingen i statens personaleforbrug frem til og med første kvartal 2026.
SVM-regeringen iværksatte i 2026 et arbejdsprogram, der skal reducere den statslige administration svarende til 6.500 årsværk frem mod 2030.
CEPOS´analyse viser, at i første kvartal af 2026 faldt antallet af administrative medarbejdere og ledere i staten med blot 118 fuldtidsstillinger.
“SVM-Regeringen har selv erkendt, at bureaukratiet er blevet for stort, og derfor blev der i juni 2025 iværksat et arbejdsprogram for staten. Men tallene viser, at udviklingen går meget langsomt. Hvis reduktionen fortsætter i samme tempo, som i første kvartal af 2026, vil regeringens egen ekspansion af det statslige bureaukrati først være afviklet i 2040,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen viser, at antallet af administrative medarbejdere og ledere i staten er steget med 24.529 fuldtidsstillinger siden 2011.
Alene i 2025 steg antallet af administrative medarbejdere og ledere med 1.503 fuldtidsstillinger, selv om regeringen havde en ambition om at reducere bureaukratiet.
“Det lille fald i første kvartal 2026 ændrer ikke ved, at antallet af bureaukrater er steget markant det seneste år. Faktisk så vi også et fald i 1. kvartal af 2025, som efterfølgende blev mere end opvejet af stigninger resten af året. Derfor er der på nuværende tidspunkt ikke engang grundlag for at konkludere, at staten trods alt meget langsomt men sikkert er på vej mod mindre bureaukrati,” siger Karsten Bo Larsen.
Under SVM-regeringen er 77 pct. af væksten i statens samlede beskæftigelse gået til administration og ledelse. Ud af 8.820 nye statslige fuldtidsstillinger siden regeringsskiftet er 6.775 administrative medarbejdere eller ledere.
CEPOS anbefaler derfor, at en kommende regering gennemfører en mere ambitiøs afbureaukratisering af staten.
“Der er behov for en markant acceleration af indsatsen. CEPOS foreslår et bindende bureaukratloft, som sætter et loft over statens udgifter til ledelse og administration og gradvist reducerer dem år for år. Det vil sikre, at bureaukratiet faktisk bliver mindre, frem for at vokse videre trods politiske målsætninger om det modsatte,” siger Karsten Bo Larsen.

