Dansk Industri har ros til den nye rapports relevante analyser om bl.a. differentieret moms, udenlandsk arbejdskraft og den aktuelle økonomiske politik, men vismændenes analyse af store virksomheder rammer ved siden af virkeligheden
Dansk Industri (DI) har ros til store dele af DØRS’ (De Økonomiske Råd) nye rapport, men et af afsnittene får en lidt hårdere medfart af erhvervsorganisationen. Vismændene konkluderer nemlig, at store virksomheder – særligt inden for fremstillingsindustrien – har opnået en så markant position på arbejdsmarkedet, at de udnytter deres markedsmagt til at reducere beskæftigelsen og betale lønninger under arbejdets markedsmæssige værdi.
– Det er altså ikke den hverdag, som danske virksomheder oplever. Konklusionen om de største virksomheder står i skærende kontrast til den udvikling, vi faktisk har set i dansk økonomi de senere år. Så DØRS’ analyse bygger på en noget teoretisk tilgang, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI.
– Vi ser i stedet, at store virksomheder fungerer som vækstlokomotiver for hele Danmark. De har udvidet produktionen og øget antallet af medarbejdere betydeligt – både danske og internationale medarbejdere.
DI peger samtidig på, at DØRS overser et centralt forhold bag udviklingen i lønkvoten, nemlig betydningen af det såkaldte merchanting og processing (M&P), hvor store værdier bogføres i Danmark uden i samme omfang at være skabt her i landet.
– M&P nævnes ikke med et ord i kapitlet, selv om det er helt afgørende for at forstå faldet i lønkvoten. Derfor giver analysen heller ikke et solidt grundlag for at koble udviklingen i lønkvoten til den faldende organisationsgrad, siger Morten Høyer.
DI anerkender dog fagbevægelsens vigtige rolle i den aftalebaserede danske arbejdsmarkedsmodel.
Analyser rammer rigtigt
DI understreger også, at uenigheden om markedsmagt ikke må skygge for, at DØRS på andre områder leverer analyser, som rammer rigtigt.
– Når det gælder differentieret moms, er vi helt på linje med DØRS. Det er ikke et effektivt redskab til hverken at reducere udledninger, forbedre folkesundheden eller hjælpe udsatte grupper nævneværdigt – men det vil påføre virksomhederne store administrative byrder. Derfor er det langt mere fornuftigt at sænke elafgiften permanent til EU’s mindstesats, siger Morten Høyer.
DI fremhæver også DØRS’ behandling af udenlandsk arbejdskraft som et vigtigt og velkomment bidrag.
– Jeg vil gerne kvittere for, at formandskabet sætter fokus på udenlandsk arbejdskraft. Den har været en afgørende ressource for de seneste års fremgang i dansk økonomi, og det er vigtigt, at DØRS peger på, at de gældende regneprincipper for beløbsordningen sandsynligvis undervurderer de positive effekter, siger Morten Høyer.
Endelig roser DI, at rapporten tager fat på den aktuelle økonomiske politik, selv om organisationen gerne havde set et bredere blik på den internationale udvikling.
– Det er positivt, at formandskabet tager fat på den aktuelle økonomiske politik. Men vi savner samtidig et større blik for udviklingen omkring os – ikke mindst den europæiske industripolitiske konkurrence og behovet for stærke danske og europæiske modsvar til USA og Kina, siger Morten Høyer.

