Miljøvenligt værktøj bliver mere og mere populært i Danmark. Når man kigger over de seneste tre år, kan man således se en støt stigning af salg af værktøj med batteri, viser tal fra online-værktøjsforhandleren BLITE.
Få af os tænker på værktøj, når vi tænker på og taler om den klimadagsorden, der ellers er fremherskende i stort set alle aspekter af arbejdslivet og dagligdagen i disse år. Men faktisk er der også inden for værktøjsområdet en generel udvikling mod mere miljøvenlige redskaber, og gennem de seneste par år har salget af disse været støt stigende.
Står man i sit byggemarked og kan købe en slibemaskine til 149 kroner, så bør alle alarmklokker jo ringe.
Michael Petræus, Festool.
I stedet for benzindrevne motorsave og græsslåmaskiner, maskiner på ledning eller maskiner på trykluft, bliver der solgt mere og mere af det miljøvenlige værktøj med batteri (akkuværktøj). Når man ser på udviklingen i salg fra 2019-2021, kan man således se en stigning på 12%, viser tal fra online-værktøjsforhandleren BLITE.
“Efterspørgslen efter værktøj på batteri har været støt stigende de seneste 10 år – og særligt stigende de seneste 2-3 år, hvor udviklingen på området er gået særligt stærkt. Lige nu oplever vi ekstra stor efterspørgsel på batterier, hvilket også skal ses i lyset af sværere leveringsbetingelser fra vores leverandører pga. COVID-19 krisen samt krigen i Ukraine”, forklarer Kristian Hermann Kristiansen, administrationschef hos BLITE.
Været længe undervejs
Også ved værktøjsfabrikanten Festool, ser man positivt på udviklingen inden for miljøvenligt værktøj. Virksomheden har tidligere efterlyst et miljømærke specifikt målrettet værktøj, så forbrugere og håndværkere fik bedre mulighed for at handle mest muligt bæredygtigt og miljørigtigt.
“Det er en meget glædelig udvikling, og jeg håber meget, at vi i fremtiden vil se en større bevidsthed om, at god kvalitet faktisk koster penge, og at man fra både private og håndværkeres side i stigende grad vil efterspørge den kvalitet, som miljøvenlige produkter er garant for,” siger Michael Petræus, salgs- og marketingschef hos Festool i Danmark.
Det er dog formentlig ikke kun miljøhensyn, som er afgørende for danskernes nyfundne kærlighed til værktøj med batteri. Det er således også en afgørende faktor, at værktøjernes batteri nu er kraftigere end tidligere.
Det har således været denne type værktøjs store akilleshæl, at det ikke har været lige kraftigt som sine benzin-, lednings- eller trykluftdrevne alternativer. Det er der nu lavet om på, hvilket også har været med til at gøre værktøj med batteri endnu mere populært.
“Baggrunden for stigningen de seneste 2-3 år skyldes helt sikkert udviklingen indenfor batteriteknologi. Udviklingen har gjort, at værktøj tidligere drevet af benzin eller af trykluft, nu kan drives af strøm, på grund af større og kraftigere batterier, samt bedre udnyttelse af kapaciteten”, fortæller Kristian Hermann Kristiansen og uddyber:
“De seneste 2-3 år har vi set, at flere og flere typer værktøj på benzin, på ledning eller på trykluft har kunne erstattes af et alternativ på batteri. Dette er bl.a. set inden for slagnøgler til at løsne bolte på eksempelvis biler, hvor værktøjet på batteri i dag er fuldt ud så stærke og kraftige, som dem på trykluft.”
For Michael Petræus er det afgørende, at forbrugernes fokus på miljøvenligt værktøj følges op af en værktøjsbranche, der gør sig umage for at levere produkter, der virkelig er miljøvenlige og bæredygtige, og at man også fra branchens side forsøger at udfase de mange produkter, der på ingen måde kan kaldes miljøvenlige.
“Står man i sit byggemarked og kan købe en slibemaskine til 149 kroner, så bør alle alarmklokker jo ringe. For det første, er et sådant produkt næsten med garanti af meget dårlig kvalitet. For det andet er det utvivlsomt dårligt for miljøet, og for det trejde, så sender man ved at købe sådanne produkter en klimaregning til den kommende generation. Både branche og forbrugere bør gå i en anden retning.”

