Knap en halv million danskere drømme rom at blive ledere, men mange af os tvivler også på, om vi har de rette kompetencer til jobbet – eller kan stå for presset. Helt forståeligt, mener ekspert.
Det skorter ikke på store drømme bag skrivebordene rundt omkring i de danske virksomheder.
En analyse foretaget af Holst Mouritzen for Lederne viser, at 31 procent af respondenterne, svarende til ca. 470.000 erhvervsaktive danskere, går med lederdrømme, men analysen viser også, at det mange steder kniber med tiltroen til egne evner og kompetencer, skulle lederdrømmen blive en realitet. Hele 53 procent frygter, at de ikke har evner for jobbet.
“Det overrasker mig overhovedet ikke. Der er mange krav og og meget pres, og det kan være en meget kompleks verden at træde ind i. Man mødes f.eks. af personalekrav og nogle steder skal man stå for nedskæringer og afskedigelser. Det kan være meget hårdt,” siger Peter Jespersen, lektor ved VIA University College og underviser i ledelse.
I analysen fortæller 39 procent af respondenterne, at de frygter ikke at kunne stå distancen rent mentalt, skulle de blive leder. Dette er ifølge Peter Jespersen ikke en ubegrundet frygt, men dog slår han koldt vand i blodet.
“Jeg vil sige, som de gør i Liverpool; ‘Youl’ll never walk alone‘. Som leder er man ikke den eneste i virksomheden med ansvar, og der vil næsten altid være hjælp og sparring af finde hos andre kolleger i ledelseslaget, og mange virksomheder arbejder også med mentorer og masser af sparring. Mennesker drages naturligt af lederskabet, men der følger ofte en tvivl med.”
Da snakken falder på, om mange ledere fortryder deres beslutning om at rykke opad i hierarkiet, mener Peter Jespersen, at det er ganske naturligt, at mange ved at blive ledere finder ud af, hvor godt de havde det, hvor de var.
Samtidig mener han, at man som virksomhed eller organisation bør se indad, hvis lederne trækker sig eller søge nye græsgange.
“Det er ikke et godt tegn, hvis lederne smutter igen efter kort tid eller ikke har det godt i jobbet. Det vidner om, at der er noget galt i organisationen. Den tid, hvor lederen skulle arbejde 20 timer i døgnet, den er slut, og det skal alle organisationer indse, ellers smutter både ledere og talenter.”