Som de første i verden har danske Cysbio udviklet en billig og mere miljøvenlig måde at fremstille aminosyren serin på. Produktet kan forebygge sygdommen fedtlever, og man forventer at omsætningen vil i 2024 overstige 50 millioner kroner.
Fedtlever er ikke en sydgom, der løber med mange overskrifter, men ikke desto mindre lider omkring 90 millioner europæere af sygdommen i dag.
Nyere forskning fra blandt andet et svensk forskerteam i Stokholm har vist, at sygdommen og andre markante livsstilsygdomme effektivt kan forebygges eller behandles gennem et dagligt indtag af aminosyren serin i kombination med andre simple kosttilskudsprodukter.
Danske Cysbio har som de første i verden udviklet en både enklere, mere omkostningseffektiv og mere bæredygtig fermenteringsteknologi, der kan anvendes til produktion af serin. De har ligeledes vist i et større studie, at alene serin indtaget som et simpelt kosttilskud over tre måneder kan forbedre tilstanden hos mennesker med konstateret NAFLD (Ikke-alkoholisk fedtleversygdom.)
“Serin produceres i dag for det meste ved kemisk syntese, men vi har nu udviklet en fremstillingsmetode via fermentering ved hjælp af mikrober med ændret metabolisme. Det betyder helt konkret, at produktet nu bliver tilgængeligt til en lavere pris, og at det er produceret via biologiske og bæredygtige metoder,” siger Henrik Meyer, CEO i Cysbio.
Han fortæller videre, at der hidtil ikke har været nogen kur eller god og billig forebyggende medicin til at modvirke fedtlever, og at potentialetfor serin som kosttilskud til at forbedre sundheden er således meget stort.
“Derfor vil vores nye og miljørigtige produktionsmetoder sammenholdt med et lavere prisniveau tiltale mange patienter, som enten er disponeret for NAFLD, eller som lider af livstilssygdomme som overvægt, eller diabetes, hvor fedtlever ofte er en del af sygdomskomplekset.”
alget af serin globalt er omkring 1000 tons og har en markedsværdi på 30 millioner dollars. Cysbios partner Zhejiang NHU har i 2023 lanceret produktet i Kina, og Henrik Meyer har store forventninger til lancering på det europæiske marked.
“Vi planlægger at begynde salget i Europa i 2024, og vi forventer et salg via partnere i omegnen af 50 millioner kroner årligt om to til tre år. På den længere bane er vores mål at tage mindst halvdelen af det globale og snart meget større marked for serin, når den nye viden om serin bliver mere kendt, og der bliver udviklet et større udbud af kosttilskud med det formål at forebygge problemer med fedtlever,” siger Henrik Meyer.

