Den danske erhvervskvinde og EU-kandidat for Moderaterne, Stine Bosse, som har en fortid som koncernchef i Tryg og i dag sidder i en række internationale bestyrelser, kræver nu, at danske politikere indfører en lovgivning, som tvinger danske virksomheder til at sikre en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i bestyrelserne i de danske selskaber.
Kravet kommer i forbindelse med, at Stine Bosse har besøgt podcasten Bestyrelsen på erhvervsmediet MarketConnect.
”Selv om det er en uskik, må vi have det, jeg vil kalde en støttelovgivning, så længe det er nødvendigt. Det går jo ikke. Vi er jo lysår bagefter de lande, vi sammenligner os med, og det betyder alt andet lige, halvdelen af den kompetence, som vi skal bygge land på, sidder uden for døren,” siger Stine Bosse.
Hun sidder blandt andet i bestyrelsen i den norske storbank DNB. Her forklarer hun, at kvinderne er langt bedre repræsenteret i ledelsen.
”Jeg kan simpelthen mærke det i DNB. Når vi kigger på organisationsplaner, så myldrer det frem med kvinder i ledende stillinger. Der er ikke bare sådan 3-4 stykker, man lige kan få øje på, hvis man kigger. Nej, der er måske 60 pct. i nogle sammenhænge og 40 pct. i andre, men aldrig sådan de der 10 pct. eller 15 pct., som bare er der for et syns skyld,” siger Stine Bosse.
Hun ser manglende ligestilling i Danmark som et udtryk for, at nogle af de mandlige topledere er bange for udviklingen.
”Jeg ville ønske, at jeg kunne komme ind under huden på dem, der er så bange for det her, for de må jo blive vrede på mig, fordi de er bange. Altså, det tænker jeg. De to følelser hænger jo sammen. Og hvis det er, fordi de tænker, nu bliver de sat uden for døren. Vi bliver simpelthen nødt til at få snakket om det, fordi den går jo ikke,” siger Stine Bosse.
Men tror du ikke rent faktisk, at rationalet er hos mange af de mænd, der sidder på posterne i dag, at der kun er en vis mængde poster, og hvis halvdelen skal tilgå kvinderne, jamen så er der nogen, der skal flytte sig?
”Jo, det er et kort svar. Og jeg har jo altid sagt, at sådan noget her er jo stoleleg, og hvem flytter sig frivilligt. Men det er jo så der, at appellen må være til nogle af legekammeraterne, der sidder i formandsstolene rundt omkring, at enten begynder de at arbejde med det her helt seriøst, og så får de sat de måltal. Det har man jo ikke engang gjort. Det er jo den regnskabsoplysning, der er mest overset, og der er ingen sanktion, så man gider bare ikke at fortælle det. Så nu må formændene simpelthen begynde at tage sig sammen. Og så må vi have det, jeg som sagt kalder en støttelovgivning,” siger Stine Bosse.
Lyt også med her
Denne podcast er sponsoreret af
