Danske virksomheder har oplevet en stigende cybertrussel som direkte følge af krigen i Ukraine, men skulle russerne ende med at tabe på slagmarken, vil de optrappe krigen i cyberspace, mener cybersikkerhedschef.
Gennem det seneste års tid er der foregået en usynlig kamp i Danmark, hvor virksomheder og offentlige institutioner har kæmpet en lang kamp for at holde især russiske hackere ude af systemerne – ikke mindst ude af den kritiske infrastruktur.
Men selvom russerne i øjeblikket er pressede på slagmarkerne i det østlige Ukraine, er der i følge Jacob Herbst, forperson i IT-Branchens Policy Board for Digital Sikkerhed og CTO i sikkerhedsselskabet Dubex, ikke grund til at tro, at et russiske nederlag i krigen vil få dem til at droppe cyberkrigen.
Det skriver PolicyWatch.
”Min personlige vurdering er, at russerne er travlt optaget i Ukraine lige nu og ikke vil provokere vesten mere end højst nødvendigt. Men der kommer en tid efter krigen, som vi skal forberede os på,” siger han, og uddyber.
”Det betyder, at taber russerne krigen, kan jeg sagtens forestille mig, at russerne vil indlede store cyberangreb mod vesten og dermed mod Danmark.”
Han er ikke i tvivl om, at de igangværende cyberkrig sagtens kan fortsætte, selvom krigen på landjorden potentielt ender med at blive tabt. Skulle dette ske, frygter han især at den kritiske infrastruktur vil blive ramt, og at vi grundet blandingen af meget udbredt digitalisering og gamle systemer kan ende med at stå i store problemer, skulle angrebene være succesfulde.
”Jeg er bekymret for, at vi skal blive udsat for angreb, der går målrettet efter at sabotere vores kritiske offentlige it-systemer. Jeg tror, der kunne være aktører i f.eks. Rusland, der havde interesse i, at ramme os,” siger han til PolicyWatch.