Nordjyske Seluxit meddeler en nedjustering af forventningerne til regnskabsåret 2023/24 på baggrund af betydeligt lavere salg hos eksisterende kunder og forsinkede udbud.
Hos Seluxit, der har til huse i Aalborg, har man i dag valgt at ændrer i forventningerne til det igangværende regnskabsår, som direkte følge af lavt salg og forsinkede udbud.
Den nye forventede omsætning anslås til at ligge i intervallet 4-6 mio. kroner i forhold til den tidligere guidance på 10-13 mio. kroner – samtidig forventes EBITDA at ligge mellem -3,5 og -2,5 mio. sammenlignet med det tidligere estimat på -1 til 2 mio.
Seluxit har sikret ordrer og vundet udbud inden for energisegmentet i dette regnskabsår. Udbuddene i energisegmentet i Østeuropa og Nederlandene, samt udbuddene i Spanien inden for undervisningssegmentet, er imidlertid blevet forsinkede.
Ifølge CEO Daniel Lux, har virksomheden opbygget en voksende ordrebeholdning og en stærk pipeline, men implementeringen og udbudsprocesserne har taget længere tid end forventet, hvilket afspejles i omsætningen.
“En positiv udvikling er, at størstedelen af regnskabsårets omsætning kommer fra vores nye produkter, hvilket indikerer betydelig vækst. Succesfulde kunder som Port of Aalborg og vores kunde inden for detailsektoren fungerer som nøgle-referencer og understreger behovet for vores løsninger.” – CEO Daniel Lux, Seluxit
Med kun to måneder tilbage i regnskabsåret er det ikke længere realistisk at forvente, at omsætningen fra disse mulige ordrer kan inkorporeres i indeværende regnskabsår.