Det har de seneste dage vakt opsigt på især sociale medier, at den danske onlineboghandel Saxo.com har reklameret for bogen Mein Kampf, skrevet af Adolf Hitler.
Sætter du dig også tit i hyggekrogen med en god kop varmt, tæppet over dig, mens du lige læser i Mein Kampf?
Det gør du næppe, men det var ikke desto mindre det, der blev lagt op til fra Saxo.coms side, den danske onlineboghandel har nemlig været i vælten efter at have reklameret for netop Adolf Hitlers berømte og berygtede bog under reklametekster som “Slapper du også bedst af med en rigtig god bog?” og “mindfullness, vitaminer og terapi i ét.”
Men ifølge presse- & kommunikationsansvarlig ved Saxo, Lærke Jürs, er der tale om en beklagelig fejl, som hun fortæller Markedsføring.dk
”Vi er selvfølgelig ærgerlige over fejlen, og har skyndt os at fjerne annoncerne og fejlsøge i vores datafeed, for at sikre at dette ikke sker igen. Vi er netop skiftet fra et datafeed til et andet, hvor der er sket en teknisk fejl i den frasortering af titler, som vi manuelt har sat op ift. det udvalg af titler, som de dynamiske annoncer trækker på,” skriver hun til mediet.
Annoncerne er siden blevet fjernet igen, men på de sociale medier har annoncerne ikke desto mindre skabt meget opmærksomhed – og fået mange vittige og sarkastiske kommentarer med på vejen.