Det netop afsluttede regnskabsår 2023/24 har været præget af lavere efterspørgsel end forventet, hvilket især ramte RTX’s salg til erhvervskunder og lydsegmentet.
Nørresundby-baserede RTX afsluttede regnskabsåret 2023/24 med en samlet omsætning på 498 mio. kr., hvilket ligger inden for de justerede forventninger, men stadig under tidligere års niveau.
Nordjyderne har været udfordret af en lavere efterspørgsel end ventet, da mange kunder har haft store lagre og derfor bestilt færre varer. Dette har påvirket både salget og indtjeningen.
For at håndtere den midlertidige nedgang har RTX gennemført tiltag, der skal reducere udgifterne, samtidig med at virksomheden fortsat har fokus på langsigtet vækst. I løbet af året har RTX opnået flere resultater, der skal styrke positionen fremover.
Ikke som forventet
Blandt andet er der blevet lanceret nye produkter til detailhandlen, og samarbejdet med en ny distributør i Nordamerika skal gøre det lettere at nå flere kunder med professionelle lydprodukter. Inden for sundhedssektoren er der blevet indgået en strategisk aftale med en stor global partner om nye trådløse løsninger til hospitaler, som allerede er blevet testet med succes i USA.
“Året blev ikke som forventet, da kunderne fortsat havde høje lagerbeholdninger i et marked præget af usikkerhed og manglende visibilitet. Vi oplevede dog en positiv omsætningsudvikling for hvert kvartal, og bruttomarginen forblev stabil trods lavere salg p.g.a. omkostningsstyring og prisstigninger. Det har været en fornøjelse at arbejde med så mange dedikerede og talentfulde kollegaer i hele organisationen,” siger den adm. direktør Peter Røpke, der stopper som direktør efter otte år i virksomheden.
Fremtiden byder fortsat på udfordringer for RTX, da markedet endnu ikke er vendt tilbage til tidligere tiders stabilitet. For det kommende år forventes en omsætning, der ligger nogenlunde på niveau med 2023/24.
Trods den nuværende usikkerhed fastholder RTX sine langsigtede ambitioner om vækst på alle sine forretningsområder. Målet om at nå en omsætning på 1 mia. kr. står ved magt, selvom virksomheden erkender, at det vil tage længere tid end oprindeligt planlagt.