Knap to uger er gået, siden tre erhvervsordfører fra regeringen på en konference fortalte, at vejen nøglen til fremtiden i den maritime sektor ligger i forskning – nu er der blevet skåret i uddannelsesoptaget. Ubegribeligt, mener CEO i Danske Maritime.
Da der d. 9. april var inviteret til en dag om det blå Danmarks fremtid hos Altinget, blev der ikke skortet på, hvor meget man fra regeringspartiernes side mente, at fremtiden for den maritime sektor lå i uddannelse og forskning.
Her slog Mette Reissmann, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, bl.a. på, vigtigheden af styrket samarbejde mellem universiteterne og de maritime virksomheder.
“Det er så vigtigt, at det blå Danmark er stærkt. Samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne er virkelig vigtigt, og der har været for mange stopklodser. (..) Så begynder man i virksomhederne og på universiteterne at se meget på sig selv og mindre på helheden. Anerkendelsen opad i systemet synes jeg også har været et problem,” sagde hun fra scenen.
Siden da er regeringen, De Konservative, Danmarksdemokraterne og SF blevet enige om en større tilpasning af universitetsuddannelserne og at universiteterne samlet set skal reducere deres optag med 2.660 studiepladser – svarende til 10,2 procent.
Det ryster man nu på hovedet over hos branche- og arbejdsgiverforeningen Danske Maritime, hvor man især hæfter sig ved, at der skal skæres 87 studiepladser hos DTU og 25 studiepladser hos IT-Universitetet.
“Det er mig helt ubegribeligt, at man fjerner over 100 studiepladser på de tekniske og digitale uddannelser, hvor vi sukker efter arbejdskraft. Det giver god mening at reducere nogle af uddannelserne med meget høj ledighed, men så burde man jo omvendt skrue op for de uddannelser, som vi efterspørger,” siger CEO, Jenny Braat, til Søfart.dk.
Fra scenen til arrangementet på Altinget, sagde Charlotte Bagge Hansen, erhvervsordfører ved Moderaterne, fra scenen, at der bør være klare mål for den innovation, der udspringer fra de danske universiteter – de samme universiteter, som nu står til at miste knap hver tiende studerende.
“Vi skal se meget mere på at, hvordan vi får iværksættere og entreprenører til at binde det kommercielle sammen med forskningsverden. Man bør sætte mål for, hvor mange spinoffs der skal komme ud af et universitet, for det er der, innovationen først og fremmest finder sted. Den innovation, branchen har brug for, kommer fra entreprenører. Vi er for små til massiv statsstøtte, og derfor skal vi styrke vores nytænkning,” sagde hun.
I Danske Maritime mener Jenny Braat, at regeringens uddannelsestiltag går direkte imod det, den maritime branche i disse år kalder på.
“Den maritime industri ser ind i støt stigende aktivitet i den kommende årrække som følge af den globale, grønne omstilling, og vi har været meget tydelige overfor Folketinget i forhold til, hvad vi har behov for. Den teknologiske udvikling giver behov for flere med høje uddannelser, ikke færre,” siger hun til Søfart.dk.