Peter Birkedal, der er en af Danmarks mest erfarne IT-folk, har netop sat sig i stolen med titlen CTO (Chief Technology Officer) og dermed ansvaret for den digitale drift og udvikling i Pædagogernes Pensionskasse (PBU).
CEO i PBU, Sune Schackenfeldt, forklarer, at det er et meget bevidst valg, at det nu er en meget erfaren IT-mand, der får ansvaret for den digitale side af pædagogernes pensionsopsparing.
“I en tid, hvor der er rigtig mange aspekter af både IT-drift og -udvikling er jeg rigtig glad for, at få Peter Birkedal ind som CTO til at styre PBU’s digitale udvikling med en erfaren og rolig hånd på rattet,” siger Sune Schackenfeldt.
Han forklarer, at PBU vil være på forkant med krav og forventninger til informationsteknologi i pensionsbranchen.
“Det er betryggende for vores medlemmer, at det strategiske og forretningsmæssige ansvar for informationsteknologi nu har en klar forankring hos os selv i PBU. Informationsteknologi udgør en stadigt større del af risikobilledet for et pensionsselskab, men spiller samtidig en helt central rolle i vores ambition om at give den stærkeste medlemsoplevelse for vores pædagoger,” siger Sune Schackenfeldt.
25-års praktisk erfaring
Peter Birkedal kommer fra konsulentbranchen og har 25 års praktisk erfaring som IT-konsulent med ledelse af komplekse IT-implementeringer, organisering af IT-funktioner, ledelse af IT program- og projektkontorer, digital arbejdsform og teknologi herunder forretningsarkitektur og procesoptimering. Erfaringerne er over årene samlet fra mange forskellige brancher herunder den finansielle sektor med fokus på sourcing og systemleverancer indenfor pension og kapitalforvaltning.
Han glæder sig til for alvor at komme i gang i det nye job, som han tiltrådte 1. februar.
“Vi skal ikke revolutionere PBU’s digitale platform men få sat gang i en god proces, hvor vi gradvist forbedrer understøttelsen af målene i forretningsstrategien.Det betyder meget for mig, at jeg er kommet til et hus med et klart formål om at sikre landets pædagoger en god pension og en ambition om gradvist at udvikle den digitale service” siger Peter Birkedal.

