For første gang rundede overnatningstallene for en februar måned én million i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Der bliver igen tjent penge i hotelbranchen, og gæster fra ind- og udland i den grad fundet tilbage i løbet af det seneste år. Det mærkes tydeligt på overnatningstallene, som der var hele 1.043.095 af i februar måned alene.
Det er samtidig en stigning på knap 7 % i forhold til den tidligere rekord fra februar 2020.
“Overnatningstallene er selvfølgelig positive, men det er vigtigt at pointere, at der stadig er mange hoteller, som kæmper med eftervirkningerne af covid-19. Samtidig ser vi en øget konkurrence, specielt i og omkring København, der har fået flere tusinde nye hotelværelser,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er kommerciel direktør i HORESTA.
Fremgangen er sket bredt over hele landet, men særligt i Region Hovedstaden, Sjælland og Syddanmark. Region Sjælland oplevede en vækst på 9,6 % sammenlignet med februar 2020, hvor Hovedstaden og Syddanmark afsluttede februar med en vækst på hhv. 7,7 % og 8,2 %.
Men selvom overnatningstallene går i den rigtige retning, så maner Jeppe Møller-Herskind til besindighed. De mange nye hotelværelser i København betyder nemlig samtidig, at kapacitetsudnyttelsen mange steder ikke er i top.
“Så selvom overnatningstallene er flotte, vil mange hoteller opleve, at det ikke umiddelbart giver samme positive effekt på bundlinjen.”
Overnatningstallene fra viser også, at især de asiatiske turister, som generelt har et højt forbrug når de rejser, stadig ikke rejser lige så meget som inden covid-19.

