Det er mindre end hver femte unge, der skal søge uddannelse, der har valgt at se mod erhvervsskolerne. Tallet er steget 0,5 procent til samlet 19,9 procent af de udannelsesssøgende. En stigning, men ikke nok, mener erhvervsorganisationer.
Der mangler hænder til vvs’erne, elektrikerne, smedene og snart sagt alle andre faggrupper, der i disse år ser stadigt længere efter de medarbejdere, der er hårdt brug for.
Fremskrivninger viser, at Danmark i 2030 vil mangle godt 100.000 faglærte, og ser man på ansøgertallene fra elever i 9. og 10. klasse til ungdomsuddannelserne, som Børne- og Undervisningsministeriet i dag har offentliggjort, er der ikke meget trøst at finde.
“På trods af den mindre stigning er bekymrende, at erhvervsuddannelserne ikke er mere populære blandt de unge, og det bør give anledning til refleksion og handling fra politisk side. Vi står i en situation, hvor vi får brug for flere med praktiske kompetencer i de kommende år,” siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelsesansvarlig i SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Han er ikke ene om at være bekymret over den nye søgetal. Også hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organisere mere end 4000 virksomheder inden for el, vvs og metal, giver de nye tal panderynker.
“Det går for langsomt fremad med at få flere til at vælge erhvervsskole-vejen efter folkeskolen. Konsekvensen er, at det ender med at blive en bremseklods mod målet om at skabe vores fælles bæredygtige fremtid, som virksomhederne i det tekniske erhvervsliv har brug for mange kvalificerede medarbejdere til at løse,” siger underdirektør, Tina Voldby.
Men ifølge Tina Voldby er det ikke kun søgetallet fra folkeskole til ungdomsuddannelserne, der er bekymrende. For ser vi på dem, der er lidt ældre, er der her sket et reelt fald i søgetallet.
“De aktuelle søgetal viser kun en del af det samlede billede, da op mod 2/3-dele søger ind på en erhvervsskole senere i livet. Af samme grund er det bekymrende, at vi ser et fald blandt de ældre ansøgere til erhvervsuddannelserne – særligt de 18-24-årige,” siger hun.
Hos SMVdanmark mener Kasper Munk Rasmussen, at tiden er inde til at ændre tilgangen, hvis man vil have de unge til at søge mod erhvervsskolerne. Han foreslår derfor, at man giver de unge en økonomisk gevinst i form af at de unge lærlinges skattefradrag øges med 3.000 kr. pr. måned.
Det vil give en mekanikerlærling godt 125.000 kr. mere udbetalt gennem hele uddannelsen.
“Vi ved efterhånden, at informationskampagner ikke er løsningen. Derfor er der nu behov for at tænke nyt og tage udgangspunkt i de ting, som de unge går op i,” siger han.