Unge under 25 år oplever den laveste grad af mening på arbejdet. Det viser ny undersøgelse fra Voluntās. Ifølge ekspert får mange virksomheder brug at gentænke deres tilgang til medarbejdernes hverdag.
De fleste af os vil gerne have et job med en eller anden form for dybere mening, og for nogle af os vægter denne betydning mere end for andre.
Ifølge ny ny global undersøgelse foretaget af det danske rådgivningsfirma Voluntās, oplever vi generelt set mere mening med jobbet i hverdagen, men ser vi på de unge under 25 år, oplever mange til gengæld, at arbejdslivet ikke føles meningsfuldt.
De unge under 25 føler sig mindre trygge ved at udtrykke deres mening og har sværere ved at forstå vigtigheden af deres rolle i deres organisation.
“Det er trist og tankevækkende, at den yngre målgruppe scorer så lavt, fordi vi har brug for alle generationer og talenter på arbejdsmarkedet. Det første møde med arbejdsmarkedet kan være skræmmende, men derfor er det også enormt vigtigt, at ledere formår at omfavne de yngre medarbejdere, så de føler sig trygge og tør kaste sig fuldt og helt ind i arbejdet med alle de kompetencer, de har. Unge har først og fremmest brug for menneskelige relationer. Det skal man imødekomme, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i Dansk Industri.
Spørger man Karen Christina Spuur, der er ledelseskonsulent og forfatter til bogen Ledelse på Tværs, søger mange unge i Generation Z (født mellem 1996 og 2010), rigtig meget feedback og dialog omkring det arbejde, de skal udføre.
“Lidt firkantet sagt, så kan man sige, at de ældre generationer i højere grad udfører de opgaver, som de bliver bedt om at udføre, uden alt for meget snak – mens de yngre generationer har en forventning om dialog, feedback og videndeling undervejs. Det kan give et clash på tværs af generationerne, ikke mindst i forhold til lederne,” siger hun i podcasten, Kapitlet.
Samtidig fortæller hun, at mange virksomheder i dag kommer til at gentænke deres tilgang til medarbejderne i fremtiden, hvis de skal kunne holde på den arbejdskraft, der i dag er stor mangel på inden for mange brancher.
“Det kan godt være rigtig frustrerende for nogle ledere, der er bare vant til at kunne give opgaverne fra sig, og så bliver de løst. Nu skal de lige pludselig bruge rigtig meget tid på dialog og meningsskabelse og forventningsafstemninger. Det tror jeg, bliver en stor udfordring for mange.”