Et lille flertal af danske detailhandlere fokuserer på at ekspandere fysisk – fremfor online, når de skal ind på nye markeder, viser en ny undersøgelse fra den globale fintechplatform Adyen.
Der er mange ting, der har været med til at gøre det svært at drive detailhandel i Danmark de seneste år. Prisstiginger og inflation har presset danskernes pengepung fra den ene side, mens en energikrise og generel usikkerhed om den økonomiske situation har presset fra den anden side.
Det kunne man tro, ville få stadigt flere til at kigge mod internettet og øget onlinetilstedeværelse, fremfor at satse på de fysiske butikker. Men virkeligheden ser lige omvendt ud, hvert fald hvis man skal følge en undersøgelse fra den globale fintechplatform Adyen, der viser, at kun 25 procent af de adspurgte danske forhandlere har planer om at ekspandere deres butikker online. Mens 28 procent går med planer om at ekspandere fysisk.
Dermed mener hele 16 procent flere i år, at tiden er moden til at satse på fysiske butikker – end det var tilfældet sidste år.
”Vi er i Danmark et af de mest teknologiske lande i verden, og på den baggrund skulle man tro, at planer om ekspansion uden for Danmarks grænser ville ske online. Imidlertid er der en overvægt af de detaillister, der vælger at satse på de fysiske butikker fremfor nethandel. Når det gælder fremtidens detailhandel, er der ikke længere tvivl om, at de fysiske butikker vil være de dominerende distributionskanaler, og derfor ser vi denne udvikling,” siger Bruno Christensen, der bl.a. er foredragsholder, ekspert i retail og grundlægger af Retail Institute Scandinavia.
Danmark er da også det eneste land i undersøgelsen, der omfatter 26 nationer, hvor et flertal satser på den fysiske handel fremfor online.
Spørger man Tobias Lindh, administrerende direktør for Adyen i Norden & Baltikum, er opdelingen mellem fysiske butikken tog onlinehandel ikke så firkantet, som mange umiddelbart kan tro. For de danske forbrugere er i det store hele positive over for teknologiske løsninger i de fysiske butikker, hvis de kan være med til at spare tid og gøre handleoplevelsen nemmere.
Næsten fire ud af ti (35 procent) mener, at teknologiske løsninger gjorde deres shopping i butikken mindre tidskrævende, og næsten hver fjerde (21 procent) forbruger ønsker, at fysiske butikker implementerer mere moderne teknologi, der forbedrer kundeoplevelsen.
”Den fysiske butik og onlinehandel er ikke længere to separate butiksenheder – det hænger sammen. Derfor ser vi også, at detailhandlen har fokus på den fysiske butik, hvor særligt digitale investeringer i dag er vigtigere end nogensinde før,” siger Tobias Lindh.
Han mener samtidig, at undersøgelsen viser, hvordan tekniske løsninger og især Unified Commerce kan give virksomheder en mere fleksibel og datadrevet tilgang til at hjælpe dem med at forstå forbrugertendenser og konstant skiftende krav.