Problemet med mangel på arbejdskraft breder sig i stigende grad inden for den danske life science-sektor, hvor især det øgede fokus på simulering, robotteknologi, AI og machine learning gør manglen på arbejdskraft problematisk. Det truer sektorens grønne omstilling, lyder det fra brancheforening.
Mange danske brancher og sektorer har i de seneste år oplevet markant mangel på arbejdskraft, der truer produktiviteten og omsætningen mange steder. Og med i koret af sektorer, der kalder på flere specialister, finder man også den danske life science sektor, der står for en markant del af den danske eksport og BNP.
Manglen på specialister gælder ifølge en ny rapport fra Force Technology, som Lægemiddelindustriforeningen, Lif, har bidraget til, især inden for simulering, robotteknologi, AI og machine learning, og det kan ifølge Anders Hoff, chef for forskning og innovation i Lægemiddelindustriforeningen.
Af rapporten fremgår det, at hele 78 procent af virksomhederne grøn omstilling som vigtig eller meget vigtig, mens 85 procent betragter digitalisering som vigtig eller meget vigtig.
”Grøn omstilling og digitalisering fylder mere og mere i dansk Life Science og endnu engang er det dokumenteret, at virksomhederne støder ind i udfordringer, når det kommer til at skaffe nok dygtige medarbejdere”, siger han.
Et spørgsmål om penge
Spørger man Per Christensen, CEO i rekrutteringsvirksomheden Black Swans Exist, der har specialiseret sig i rekruttering til Life Science-sektoren, er problemet for virksomhederne dog ikke, at arbejdskraften er svær at få fat på, men snarere at den ofte høje løn, branchens specialister efterspørger.
“Det er ikke svært at finde specialister. Vores største udfordring er, at de skal have en ret høj løn for at komme på den fordelagtige skatteordning der giver en skatteprocent på omkring 34 procent, hvilket for mange stadigt er en ret høj skat. Men på næsten alle andre parametre er Danmark meget attraktivt for kandidaterne,” siger han.
Ifølge rapporten svarer 51 procent af virksomhederne, at rekrutteringsvanskeligheder er deres største udfordring netop nu, og ser man udelukkende på de mellemstore og store virksomheder, er det 70 procent, der mener, at problemer med rekruttering er deres største udfordring.
”Der er i sandhed behov for at se, hvordan vi gennem uddannelse, opkvalificering og international rekruttering kan adressere det store behov for kvalificeret arbejdskraft, som virksomhederne inden for Life Science har. Dygtige medarbejdere er en forudsætning for, at vi kan fortsætte på den positive rejse, som branchen har været på,” siger Anders Hoff.
Ser vi på det kommende år, er der dog ifølge Per Christensen ikke meget der tyder på, at virksomhedernes rekrutteringsvanskeligheder bliver mindre. Snarere tværtimod.
“Jeg tror kun, det bliver værre. Denne dagsorden med at digitalisere og tænke grønt, er ikke bare en der findes indenfor life-science, og heldigvis for det, men det hæver efterspørgslen uden at udbuddet stiger, hvilket naturligt skaber problemer kortsigtet,” siger han.
Samtidig mener han, at problemet kan løses fra politisk side, hvis der er den fornødne vilje bag.
“Problemet kan let løses, hvis man fra politisk side giver denne type kvalificeret arbejdskraft fordelagtige vilkår i Danmark. Når vi taler med mennesker fra hele verden, er det sjældent mangel på sikkerhed, mangel på muligheder, huspriser, adgang til sund mad og forbrugspriser der bliver spurgt ind til. Det er altid spørgsmålet; “Hvor meget har jeg efter skat til mig og min familie?””